Mariager, 23/08/2025 - 12:44
Politi efterlyser vidner til tyveri af bronzestatuer i Mariager
Et vidne så natten til lørdag to mænd i sort tøj stjæle en bronzestatue i Mariager. Fire er meldt stjålet.
Af: /ritzau/
Fire bronzestatuer af historiske personer er meldt stjålet fra Mariager by.
Nu leder Nordjyllands Politi efter to mænd klædt i sort tøj, som et vidne har set stjæle en af statuerne.
Det skriver politikredsen i et opslag på X.
- Et vidne har set to mænd klædt i sort - den ene med noget hvidt på ryggen - stjæle en af statuerne. Har du set noget, så ring 114, skriver kredsen i opslaget.
Ifølge TV2 Nord kontaktede en borger politiet klokken 02.18 om natten.
Men da patruljen nåede frem, var både tyve og den ene af statuerne væk.
Ved en gåtur rundt i gaderne opdagede betjentene, at fire bronzeskulpturer manglede i gadebilledet.
DR og TV2 Nord skriver, at statuerne er en del af et projekt med navnet "Godtfolk i Mariager".
- Idéen med "Godtfolk - små bronzeskulpturer til byen" er at portrættere en række mariagerborgere, som gennem tiden på den ene eller den anden måde har afspejlet byens historie og dens sjæl, står der på hjemmesiden godtfolkimariager.dk.
Der er blandt andet lavet en statue af mariagerborgeren Evald Olesen, der var markedsudråber fra 40'erne frem til 1990.
Aage Vestergaard Larsen, der begyndte sin virksomhed af samme navn med at samle plast op rundtomkring i gårdene, har også fået en statue.
Det fremgår ikke, hvem de stjålne statuer portrætterer.
Det har heller ikke været muligt at få oplyst fra politiet, hvad der menes at ligge til grund for det formodede tyveri.
/ritzau/