' /> '> Melania Trump opfordrer til sammenhold efter uro i Minneapolis
Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 27/01/2026 - 17:09

Melania Trump opfordrer til sammenhold efter uro i Minneapolis

I et interview opfordrer USA's førstedame til sammenhold i forbindelse med demonstrationer i Minneapolis.

Jeenah Moon/Reuters

Af: /ritzau/

USA's førstedame, Melania Trump, opfordrer tirsdag amerikanerne til at stå sammen i forbindelse med uroen i byen Minneapolis i delstaten Minnesota.

Det siger hun i et interview på den amerikanske kanal Fox News, da hun bliver spurgt om, hvad hendes "budskab til USA om at samle begge sider er".

- Vi er nødt til at stå sammen. Jeg opfordrer til sammenhold, siger førstedamen og tilføjer, at USA's præsident, Donald Trump, havde, hvad hun beskriver som en god samtale med Minnesotas guvernør og borgmesteren i Minneapolis mandag.

- De arbejder sammen for at sikre, at det bliver fredeligt uden optøjer. Jeg er imod vold. Så vær venlig, hvis I protesterer, protester fredeligt, siger hun.

Det er sjældent, at førstedamen kommer med politiske udtalelser. Hendes kommentarer om Minnesota faldt i forbindelse med en promovering af en ny dokumentar om førstedamen, som får premiere den 30. januar.

De seneste dage har Minneapolis været præget af flere demonstrationer og uro på gaden efter to drab i byen.

Lørdag blev den 37-årige sygeplejerske Alex Pretti skudt og dræbt på gaden af grænsepolitiet. Tidligere på måneden blev Renée Good, en 37-årig amerikansk kvinde, skudt og dræbt af en betjent fra immigrationsmyndigheden ICE.

Drabene har udløst store demonstrationer i byen, der den seneste tid er blevet et centrum for Trumps kamp mod ulovlige migranter i USA.

Situationen har fået den amerikanske sanger Katy Perry og flere andre kendisser i USA til at opfordre indbyggerne i landet til at tage kritisk stilling til drabene.

Katy Perry opfordrer på det sociale medie Instagram sine følgere til at skrive til landets senatorer og bede dem modsætte sig et forslag til en lovpakke, der sikrer finansiering af ICE.

ICE hører under ministeriet for indenlandsk sikkerhed, Department of Homeland Security (DHS), og finansieringen udløber den 31. januar.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek