Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/05/2023 - 05:30

Mø tager revanche i Tivoli efter coronaafbud

Sangerinden Mø kan opleves ved Fredagsrock i Tivoli 5. maj. Hun måtte aflyse sidste år på grund af corona.

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den danske sangerinde Mø tager fredag revanche i Tivoli, når hun spiller ved Fredagsrock.

Det oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.

Det var også planen, at hun skulle have givet Fredagsrock-koncert i august sidste år, men sangerinden var nødsaget til at aflyse, da hun var blevet ramt af covid-19.

- Jeg er utrolig glad for at skulle spille til Fredagsrock i Tivoli, så jeg kan tage revanche for sidste års corona-aflysning!

- Dette bliver mit første show i år, og jeg glæder mig helt vildt til at skyde sæsonen og sommeren i gang på Plænen!, siger den 34-årige sangerinde i pressemeddelelsen.

Hun er kendt for sange som "Final Song" samt "Kamikaze" og har også lavet musik med blandt andre verdensberømte Justin Bieber.

5. maj kan publikummet på Plænen i Tivoli også opleve dj, producer og sanger Ashibah.

- Mø er en af de mest ikoniske danske artister, ikke mindst på grund af de store koncertoplevelser hun giver sit publikum, siger Thor Feilberg, chef for Musik og Underholdning i Tivoli, og fortsætter:

- Fuldt nærvær, energi og store sceneshows, og parret med Ashibah, en af dansk elektronisk musiks mest fremtrædende nye talenter, der i den grad har vist, at dj's kan komme ud over scenekanten, er der lagt i ovnen til en stor aften på Plænen i Tivoli.

Mø og Ashibah er et par af de 31 kunstnere og bands, der i år optræder ved Fredagsrock.

Jada, Jonah Blacksmith, Swan Lee og Oh Land er også blandt navnene, der skal give koncert.

22. september slutter Fredagsrock med Tobias Rahim.

Fredag indtager Mø Plænen klokken 22. Fredagsrock er gratis, når entréen til Tivoli er betalt, oplyser haven.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek