Bruxelles, 30/07/2026 - 12:28
EU sender milliardbeløb til Ukraine til indkøb af missiler og kampfly
En del af EU's lån på 90 milliarder euro er blevet udbetalt til Ukraine for at styrke landets forsvar.
Af: /ritzau/
EU har udbetalt 3,47 milliarder euro til Ukraine, som skal bruges til indkøb af droner, missiler, luftforsvar og kampfly.
Det oplyser EU-Kommissionen ifølge Reuters.
Beløbet svarer til 26 milliarder kroner.
Udbetalingen er en del af lånet til Ukraine på 90 milliarder euro (673 milliarder kroner), som blev godkendt af EU tidligere på året.
Pengene fra lånet skal gå til Ukraines fortsatte krigsindsats mod Rusland og til at holde det ukrainske samfund kørende.
Der var i foråret meldinger om, at Ukraine ville løbe tør for penge i maj, hvis lånet ikke blev udbetalt.
Lånet blev vedtaget af EU-landene 23. april.
RITZAU




