Odense, 01/07/2026 - 18:49
Politi undersøger mistænkelig pakke og afspærrer Odense Havn
En borger har fundet en mistænkelig pakke. Politi og brandvæsen er derfor til stede ved Odense Havn.
Af: /ritzau/
Fyns Politi er onsdag aften til stede på havnen i Odense, efter at en borger har fundet, det der beskrives som en mistænkelig pakke.
Det skriver politikredsen i en meddelelse på Politi Update.
- Vi er ved at undersøge pakken sammen med andre myndigheder.
- Vi har foretaget en sikkerhedsmæssig afspærring af området, som man bedes respektere, skriver Fyns Politi.
Ifølge Fyens Stiftstidende viser billeder fra havnen, at politi og brandvæsen er til stede.
Det samme er Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD), skriver mediet.
RITZAU




