Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Sofia, 20/04/2026 - 02:53

Pro-russisk EU-skeptiker står til valgsejr i Bulgarien

Rumen Radevs parti har kurs mod jordskredssejr ved valg i EU-landet Bulgarien, viser valgresultater.

Spasiyana Sergieva/Reuters

Af: /ritzau/Reuters

Partiet Progressive Bulgarien ligger i spidsen ved søndagens parlamentsvalg i Bulgarien og står til at få godt 44 procent af stemmerne.

Det viser de officielle valgresultater, efter at 32 procent af stemmerne er talt op.

Partiet er ledet af Bulgariens tidligere præsident Rumen Radev.

62-årige Radev er en tidligere jagerpilot, der blandt andet har kritiseret militær støtte til Ukraine i krigen mod Rusland og dele af EU's politik.

Han fratrådte som præsident i januar for at stille op til parlamentsvalget.

Valget kommer, efter at store demonstrationer tvang den tidligere regering til at træde tilbage i december. Det er det ottende parlamentsvalg på fem år, skriver nyhedsbureauet AFP.

Prognoser fra valget viser ifølge AFP, at Progressive Bulgarien står til 44 procent af stemmerne, hvilket vil give et absolut flertal på mindst 129 mandater i det 240 sæder store parlament.

I sin valgkampagne har Radev draget paralleller til Ungarns tidligere premierminister Viktor Orbán og har talt om at forbedre forholdet til Rusland og genoptage den frie strøm af olie og gas ind i Europa.

Radev har også kritiseret Europa for at være for afhængig af vedvarende energi.

Det er uklart, hvor meget hans synspunkter vil påvirke Bulgariens udenrigspolitik.

Landet på Balkanhalvøen er en del af både EU og Nato og tilsluttede sig i januar euroen. Radev har kritiseret beslutningen om, at euro nu er den officielle valuta i Bulgarien.

Bulgarien har udviklet sig hurtigt siden kommunismens fald i 1989 og blev medlem af EU i 2007.

Levealderen er steget markant, og arbejdsløsheden er den laveste i EU. Men landet halter efter andre EU-lande på mange parametre. Korruption er fortsat udbredt - også ved valg.

Leveomkostningerne er blevet et stort problem, siden Bulgarien indførte euroen. Den tidligere regering faldt efter demonstrationer mod et nyt budget, der blandt andet foreslog skattestigninger.

Progressive Bulgariens største modstander er det konservative parti GERB, som er ledet af den tidligere premierminister Bojko Borisov.

/ritzau/Reuters

TjekDet - faktatjek