Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 19/05/2025 - 00:27

Joe Biden er diagnosticeret med aggressiv prostatakræft

Den tidligere amerikanske præsident Joe Biden har fået en aggressiv form for prostatakræft.

Nam Y. Huh/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den tidligere amerikanske præsident Joe Biden er blevet diagnosticeret med prostatakræft. Det oplyser hans kontor ifølge Reuters.

Her fremgår det, at selv om det er en aggressiv form for kræft, er den hormonfølsom.

Det giver ifølge kontoret mulighed for en effektiv håndtering af sygdommen.

Kræften har spredt sig til knoglerne, og Biden gennemgår sammen med sin familie og læger mulighederne for behandling.

Prostata, der også kaldes blærehalskirtlen, sidder lige under urinblæren hos mænd. Kræftformen ses ifølge Kræftens Bekæmpelse hyppigt hos ældre mænd, og sygdommen udvikler sig typisk langsomt.

82-årige Biden var USA's 46. præsident fra januar 2021 til januar 2025. Han var den hidtil ældste amerikanske præsident nogensinde.

Perioden sluttede, da Donald Trump tidligere i år indtrådte som præsident.

Diagnosen kommer ifølge AFP, efter at Biden oplevede symptomer i urinvejene. I sidste uge blev han tjekket for en bule i prostata.

Biden stillede op til præsidentvalget igen i 2024, men droppede ud af kampagnen cirka tre måneder før valget, da der blev bragt tvivl om hans alder og kognitive evner.

Hans vicepræsident, Kamala Harris, stillede op i stedet, og hun endte med at tabe valget til Trump.

På det sociale medie X kommer Harris med en opmuntring til Biden.

- Joe er en fighter - og jeg ved, at han vil møde denne udfordring med den samme styrke, robusthed og optimisme, som altid har defineret hans liv og lederskab. Vi håber på en fuld og hurtig bedring, skriver Harris.

I sidste uge blev der offentliggjort en optagelse af Biden fra 2023, hvor han stadig var præsident.

Her havde han en skrøbelig stemme og havde tilsyneladende svært ved at huske, hvilket år hans søn døde, og hvornår Trump første gang blev valgt.

Bidens søn Beau Biden døde i 2015 af kræft i hjernen.

Joe Biden er demokrat og var i perioden fra 2009 til 2017 USA's vicepræsident under Barack Obama.

/ritzau/

 

København, 16/06/2025 - 10:43

Vild med dans-par foreviger mindet med tatovering af pc

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Det tidligere dansepar Philip May og Camilla Dalsgaard har fået tatoveret en computer med initialerne "PC" på skærmen.

Realitydeltageren Philip May og den professionelle danser Camilla Dalsgaard stod sidste år side om side, da de sammen kæmpede om at komme videre i "Vild med dans" på TV 2.

Fredag efter fredag appellerede de til, at seerne skulle stemme "PC" til 1234.

Nu har de fået foreviget initialerne i en tatovering af en computer på hver deres arm.

Det fremviser de tidligere dansepartnere på Instagram.

- Vi har fået vores PC-tatovering. "Vild med dans" sidste år skabte et venskab for livet. Vi elsker alle minderne fra dengang og alle de nye minder, vi nu skaber sammen med vores fantastiske familier, lyder det i opslaget.

Og det lader til, at tatoveringen er en gave til Camilla Dalsgaard fra Philip May i anledning af den professionelle dansers fødselsdag. Hun afslutter nemlig opslaget med hashtagget #minfødselsdag.

Philip May og Camilla Dalsgaard dansede sammen i den seneste sæson af "Vild med dans".

Camilla Dalsgaard har tidligere fortalt, at deres danse var bygget op omkring Philip Mays liv. Planen var, at han i det sidste program skulle fri til sin kæreste, Simone Hvenegaard, som han mødte i 2017, da de begge medvirkede i realityprogrammet "Paradise Hotel".

Men da danseparret blev stemt ud i program syv, måtte de ændre planer for at gennemføre frieriet.

Det betød, at det i stedet blev flettet ind, da de syv par, der var røget ud undervejs, i finalen skulle fremvise en af de danse, de havde været igennem.

Selv om Philip May og Camilla Dalsgaard ikke længere danser sammen hver fredag, så ses de fortsat. Det kan man se, da de jævnligt optræder på hinandens sociale medier.

Det var da også Camilla Dalsgaard, der hjalp med at finde den perfekte ring, da Philip May besluttede sig for at fri i løbet af "Vild med dans".

Det har han tidligere delt en video af med teksten "PC på jagt efter den perfekte ring til Simone Hvenegaard".

"PC" er ikke de første til at få foreviget deres Vild med dans-partnerskab.

Også den tidligere vært Sarah Grünewald og Martin Johannes Larsen lagde sig under nålen for at forevige mindet om deres partnerskab som værter i 2023.

Tatoveringen forestiller en dansende mand og var en afskedsgave i anledning af Sarah Grünewalds sidste sæson som vært på "Vild med dans".

Martin Johannes Larsen lagde sig også under nålen og fik tatoveret en dansende kvinde.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/06/2025 - 11:00

Anders W. Berthelsens blå bog

* 55-årige Anders Wodskou Berthelsen blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i København i 1994.

* Han spillefilmdebuterede i "Portland" i 1996. Året efter han han sit store gennembrud i DR-dramaet "Taxa" i rollen som chaufføren René.

* Derudover har han udmærket sig i DR-dramaet "Krøniken", dogmedramaet "Italiensk for begyndere" og i thrilleren "Kongekabale".

* Han har været nomineret til Europas svar på en Oscar, en European Film Awards, i 1999 for sin præstation i dogmedramaet "Mifunes sidste sang".

* I Danmark har han været nomineret til 16 Robert-priser og vundet tre af dem: Årets Sang til børnefilmen "Der var engang en dreng - som fik en lillesøster med vinger" i 2007, Blockbuster Publikumsprisen for "Ser du månen Daniel" i 2020 og for sit portræt af musikeren "Flemming Bamse" Jørgensen i 2023.

* Han har også været nomineret til ni Bodil-statuetter.

* Privat er han gift med produktionslederen Christina Pind, som han har datteren Vigga på 17 år sammen med.

Kilder: Det Danske Filminstitut, danskefilm.dk.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/06/2025 - 11:00

FAKTA: Gennemtænk sorteringssystemet

* Tænk over, hvilket affald du har mest af. Indret dit sorteringssystem, så det passer til mængderne af dit affald.

* Tænk over placeringen af beholderne, så det er let at komme af med det affald, du har mest af.

* Overvej, hvor tit du går ned med dit affald. Det kan være, at du skal vælge rummelige spande eller poser, så du ikke skal
tømme dagligt. Hvis du omvendt er vant til at tømme dit affald ofte, kan du måske nøjes med små spande eller poser, så du kan
tage lidt med dig, når du alligevel skal ud ad døren.

* Hvis pladsen er lidt trang, kan du overveje at samle flere typer af affald i samme beholder og vente med at sortere dem, til du er ved de egentlige affaldsspande. Det gælder eksempelvis pap og papir eller glas og metal.

Kilde: folderen "Inspiration til indretning af affaldssortering" udgivet af Københavns Kommune (2024).

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 16/06/2025 - 11:00

Optimer affaldssorteringen derhjemme

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er ikke én måde at indrette en affaldssortering. Sørg for at tænke igennem, hvad I har brug for meget plads til, og hvor det bedst befinder sig i hjemmet.

Gamle dåser i en spand, tomme flasker i en pose, bunkevis af sammenmaste mælkekartoner og en grøn spand, der bugner af madrester. Affaldssortering er rykket ind i mange danske hjem. Og med et stigende antal fraktioner, der skal sorteres i, er det med at holde tungen lige i munden og orden i systemerne.

Viljen til at sortere lever i bedste velgående, viser en undersøgelse fra Videncentret Bolius fra 2022. Det kan til gengæld være en udfordring at få plads til det hele.

Hvis du er lidt overvældet over mængden af beholdere, dit køkken skal rumme, er der et par fif at hente hos Tine Sode, som er fagredaktør og ekspert i huseftersyn hos Videncentret Bolius.

- Man kan godt indrette sin affaldssortering smart. Selv om man skal sortere i ti forskellige fraktioner, behøver man ikke selv at have ti forskellige poser.

- Man kan for eksempel bruge den samme beholder til plast, metal og glas og så først sortere det nede ved skraldespanden, forklarer Tine Sode.

Hun har ikke selv dedikerede beholdere til alt, hvad hun sorterer, men grovsorterer først i nogle beholdere, som hun tager med ud, og så finsorteres indholdet ved de egentlige skraldespande.

Dernæst handler det ifølge Tine Sode om at se med kritiske briller på, hvor meget af sorteringen der rent faktisk behøver at foregå i køkkenet.

- Man har en tendens til at synes, at alt skal være i køkkenet. Men det er faktisk kun bioaffald, restaffald, plast og den slags, der behøver at være derude. Alt andet kan man jo bare sætte andre steder, foreslår hun.

Det kan eksempelvis være papir, pap og tøj, som kan sorteres og stå i gangen, under sengen, i et skur eller et andet sted.

I Tine Sodes køkken er der derfor kun tre spande: en til bioaffald, en til restaffald og en til alt det øvrige, som så sorteres ved de egentlige spande. Resten sorteres ikke i køkkenet. Papir og glas har eksempelvis en plads i kosteskabet.

Hun tilføjer, at affaldssorteringen heller ikke per definition skal gemmes væk i et skab. Det kan også være poser, der hænger på væggen eller døren.

- Der findes mange pæne løsninger, man kan lave selv eller købe sig til, fortæller hun.

Hvis du har tillagt dig en vane med tit at tage noget affald med, når du alligevel skal ud ad døren, kan du måske nøjes med nogle mindre beholdere.

Eller du kan overveje et sorteringssystem, hvor affaldet ligger frit eksempelvis i et reolsystem, så du let kan snuppe et par glas eller lidt pap med på vejen, lyder rådet i Københavns Kommunes folder fra 2024 "Inspiration til indretning af affaldssortering".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv