Beirut, 14/03/2026 - 22:38
Hizbollah hævder at være i kamp med israelske soldater
I det sydlige Libanon meldes om kampe lørdag aften. Ifølge Israels militær er snesevis af militante dræbt.
Jalaa Marey/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den militante Hizbollah-bevægelse siger, at den er i "direkte sammenstød" med israelske styrker i det sydlige Libanon lørdag aften.
Kampene begyndte klokken 21.20 lokal tid (20.20 dansk tid) i byen Khiam. De er stadig i gang, meddeler Hizbollah ifølge AFP.
Kampene involverer "lette og mellemstore våben samt raketdrevne projektiler", oplyser gruppen.
Ifølge Hizbollah selv har bevægelsen også angrebet israelske soldater i tre andre byer.
Israels militær meddeler ifølge mediet Times of Israel, at det har dræbt snesevis af militante Hizbollah-medlemmer i kampe i det sydlige Libanon.
Desuden skal de israelske soldater have ødelagt blandt andet våbenlagre, et kommandocenter og observationsposter.
Det fremgår ikke, hvornår disse kampe skal have fundet sted.
Men der meldes om et større antal omkomne i det sydlige Libanon.
Chefen for Verdenssundhedsorganisationen (WHO), Tedros Adhanom Ghebreyesus, skriver lørdag eftermiddag i et opslag på X, at 12 læger, sygeplejersker og andre sundhedsansatte er dræbt i et angreb mod en klinik i området fredag aften.
Tidligere samme dag var to ambulanceførere blevet dræbt i det sydlige Libanon.
- Drabene i de seneste 24 timer på 14 sundhedsansatte i det sydlige Libanon er en tragisk udvikling i den eskalerende krise i Mellemøsten, skriver WHO-chefen.
/ritzau/




