Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

New York City, 24/04/2023 - 18:36

Tv-værten Tucker Carlson forlader Fox News

Fox News Media og værten Tucker Carlson er blevet enige om at gå hver til sit, oplyser tv-netværket.

Chip Somodevilla/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den kontroversielle tv-vært Tucker Carlson siger farvel til Fox News.

Det oplyser tv-netværket i en erklæring, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Fox News Media og Tucker Carlson er blevet enige om at gå hver til sit, lyder det.

Netværket takker ham blandt andet for hans bidrag som vært. Den 53-årige vært har ifølge Reuters ikke kommenteret erklæringen.

Tv-netværket kommer ikke med en forklaring på, at hvorfor Carlson nu er fortid på Fox News.

Meldingen kommer knap en uge, efter at der blev indgået et forlig i en injuriesag mellem Fox News og stemmemaskineproducenten Dominion Voting Systems.

Producenten havde krævet 1,6 milliarder dollar i erstatning for injurier fremsat blandt andet af Fox News. Det svarer til knap 11 milliarder kroner.

En advokat for Dominion oplyste ifølge Reuters, at der blev indgået et forlig på 787,5 millioner dollar svarende til knap 5,4 milliarder kroner.

Dominion havde påstået, at udtalelser fra Carlsons show efter præsidentvalget i 2020 var injurierende.

Virksomheden påstod, at beskeder mellem Carlson og hans team var bevis på, at de vidste, at påstande om, at Dominions stemmetællemaskiner blev brugt til at manipulere præsidentvalget til fordel for demokraten Joe Biden, var falske.

Tucker Carlson var vært for et populært aftenshow, der ifølge AFP tiltrak højreorienterede seere.

"Tucker Carlson Tonight" tiltrak jævnligt mere end tre millioner seere, skriver Reuters.

Han har ofte interviewet den tidligere republikanske præsident Donald Trump.

For eksempel interviewede han Trump tidligere i april, hvilket blev sendt på Fox News.

Ifølge kritikere har Tucker Carlson stået bag en strøm af racistisk og hadfyldt retorik.

Ifølge tv-netværket blev hans sidste program sendt 21. april.

/ritzau/

København, 15/07/2025 - 13:27

Dansk kendiskok venter andet barn

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Gourmetkokken Dak Wichangoen har noget andet i gryden, end hun plejer. Hun skriver på Instagram, at hun venter sit andet barn med manden Anders Wichangoen.

Den tidligere Michelin-kok og Masterchef-dommer Dak Wichangoen er endnu en gang i lykkelige omstændigheder.

Hun og manden Anders Gjørtler Wichangoen venter nemlig deres andet barn. Det annoncerer den kommende mor til to i et opslag på Instagram.

- Der er noget, der bager (igen), skriver hun til videoen, der først viser kokken med et champagneglas i hånden sidste år, hvorefter Dak Wichangoen dukker op i en rød kjole og med babybule.

Det fremgår ikke, hvor langt den 38-årige Masterchef-dommer er henne, eller hvorvidt det er en dreng eller en pige, parret venter sig.

De har sammen datteren Lily, der blev født i 2021, efter at parret havde været kærester i fire år.

Dak Wichangoen mødte manden i sit liv i 2017, da hun deltog i TV 2's "Vild med dans". Her deltog hun i en af efterfesterne, hvor også Anders Gjørtler Wichangoen, der arbejder på danseren Mads Vads danseskole, var med.

Siden er de to blevet gift, og de sagde endeligt ja til hinanden ved et sommerbryllup sidste år.

/ritzau/

Læs Mere >>

Atlanta, 15/07/2025 - 03:00

Ikke-udgivet Beyoncé-musik stjålet fra koreografs bil

Parkwood Entertainment/Reuters

Harddiske med sange, der ikke er blevet udgivet, er stjålet fra bil, som blev brugt af koreograf og danser.

Uudgivet musik fra den amerikanske sanger Beyoncé er blevet stjålet fra en bil i Atlanta i den amerikanske delstat Georgia.

Det skriver mediet BBC.

Tyveriet fandt sted den 8. juli - få dage inden, at Beyoncé spillede den første af fire koncerter i byen som del af sin Cowboy Carter-turné.

Her blev en række genstande stjålet fra en lejebil, som blev brugt af sangerens koreograf og af en af hendes dansere.

En politirapport viser, at harddiske med sange, der endnu ikke er blevet udgivet, er blandt de stjålne sager. Også dokumenter med planer for hendes shows og sætlister til tidligere og kommende koncerter blev stjålet fra bilen.

Politiet i Atlanta siger, at der er blevet udstedt en arrestordre på en mistænkt. Vedkommendes navn er dog ikke blevet offentliggjort.

Christopher Grant, som er koreograf for Beyoncé, og danseren Diandre Blue forklarer til politiet, at de havde parkeret den lejede bil, som var en sort Jeep Wagoneer, for at gå ind i et spiseområde med madboder, som lå i nærheden.

Da de vendte retur, var bilens bagrude blevet smadret, og to kufferter var forsvundet, lyder det i politirapporten om hændelsen.

De to har også fortalt til politiet, at de i bilen også havde oplysninger til Beyoncé, som de kalder meget personlige og følsomme.

Fra bilen blev der desuden stjålet en bærbar computer, designertøj og et par Airpods fra Apple.

Myndighederne har forsøgt at bruge en funktion, hvor man kan spore computer og Airpods, til at finde ud af, hvor de stjålne ting er, fremgår det af politirapporten.

Myndighederne har også undersøgt bilen for fingeraftryk, og de fandt i den forbindelse to "meget lette" aftryk, lyder det.

Det er umiddelbart uklart, hvorvidt de stjålne genstande er blevet fundet.

BBC har rakt ud til en repræsentant for Beyoncé vedrørende sagen, men sangeren er ikke umiddelbart vendt tilbage.

Beyoncé spillede Cowboy Carter-turnéens første koncert i Atlanta den 10. juli. Den sidste finder sted mandag aften amerikansk tid.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 15/07/2025 - 10:00

FAKTA: Lydbøger er et populært alternativ

* Lydbøger er blevet populære i Danmark, og salget og brugen af lydbøger vokser fortsat.

* I 2010 udkom der lige under 2000 lydbøger om året i Danmark - ti år senere var det tal tredoblet.

* I 2018 svarede 9 procent i en Gallup-undersøgelse, at de brugte lydbøger minimum én gang ugentligt. I 2023 lød det tal på 19 procent.

* Aldersgruppen fra 30 til 49 år inderholder de mest aktive lyttere af lydbøger.

* Men også blandt de unge mellem 12 til 19 år har brugen af lydbøger været stigende de seneste år.

Kilder: Kulturministeriets Bogpanel.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 15/07/2025 - 10:00

Mord i kufferten: Her er krimiforfatternes sommeranbefalinger

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Grubler du over, hvad du skal læse i løbet af sommeren? Fortvivl ej. Walther Rebernik, Lone Theils og Michael Katz Krefeld guider dig til en god krimi.

For mange hører sommeren uløseligt sammen med en god bog.

Det mener 96 procent ifølge en nylig undersøgelse fra onlineboghandlen Saxo. Men knap seks ud af ti ved ikke, hvad de skal læse.

Når det kommer til genrer, viser undersøgelsen, at krimier er et hit blandt danskerne.

Derfor får du her tre krimiforfatteres bud på bøger, du kan tage med på ferie eller læse i haven under sommersolen:

1) Walther Reberniks anbefalinger:

* Jens Lapidus' Stockholm Noir-serie, der består af bøgerne "Cash", "Aldrig fucke op" og "Livet de luxe".

- Jeg kan godt lide, når vi er nede i underverdenen, og man ikke kan kende forskel på ven og fjende. Her lander du direkte på de blodige brosten i Stockholms underverden og kommer helt ned i møget. Jeg elsker de bøger og har læst dem flere gange, siger Walther Rebernik.

* "Kæntring" af David Garmark.

Den 68-årige pensionerede retsmediciner Walther Brinks liv bliver vendt på hovedet, da han pludselig får ansvaret for sit oldebarn.

- Grunden til, at den er så god, er, at den mere handler om to lidt besværlige mennesker, der finder kærlighed til hinanden, end den egentlig handler om forbrydelsen, fortæller Walther Rebernik.

* "Manden fra mørket" af Ole Christian Madsen.

Et drama, der tager afsæt i efterkrigstidens magtkampe med både kærlighed og brutalitet.

- Den er barsk. Og så synes jeg, det er enormt imponerende, at man kan skrive i en anden tid end ens egen, siger Walther Rebernik.

2) Lone Theils' anbefalinger:

* "Uniform" af Thomas Rydahl, første bind i krimiserien "Den københavnske nat".

- Det er en af de mest medrivende krimier, jeg har læst i år. Man bliver totalt involveret i den 23-årige politiaspirant Salmas liv. Jeg venter med længsel på bind to, siger Lone Theils.

* "Ud af mørket" af Heidi Amsinck.

Bogen handler om niårige Matilde Clausen, der forsvinder sporløst fra en legeplads midt i København, og en febrilsk eftersøgning sættes i gang.

- Jeg er kæmpe fan af journalisten Jensen, hvis fornavn er hemmeligt. Både ældre mennesker og børn forsvinder på mystisk vis, indtil Jensen og hendes rebelske sidekick Gustav går ind i sagen, fortæller Lone Theils.

* "Aske i sneen" af Oriana Ramunno.

Giver det overhovedet mening at opklare et mord i Auschwitz, når tusindvis af mennesker dør hver uge samme sted?

Det er et af de spørgsmål, kriminalkommissær Hugo Fischer må stille sig selv, da han bliver sendt afsted for at løse en umulig opgave.

- En krimi, der minder os om, hvad der aldrig må ske igen, lyder anbefalingen.

3) Michael Katz Krefelds anbefalinger:

* "Blodblomster" af Jacob Weinrich.

Ifølge Michael Katz Krefeld skal du pakke "Blodblomster" til sommerturen.

Her følger man blandt andet en kvindelig præst i den uhyggelige og psykologisk medrivende krimi, der handler om et selvmord, der trækker tråde til et uopklaret drab.

- Min kollega Jacob Weinrich er en af de bedste krimiforfattere, vi har. Den er en rigtig page turner, der går godt til både en Aperol Spritz og en champagnebrus, lyder anbefalingen fra Michael Katz Krefeld.

* Novellesamlingen "Drømmerne og andre fortællinger" af Stephen King.

Et møde med en alien på jagtturen eller at blive stalket af en tom tvillingebarnevogn. Det er bare nogle af ingredienserne i Stephen Kings novellesamling.

Som det næsten altid er med Stephen King, er det overnaturlige på spil. Men her er det doseret, så der er plads til læserens egen fortolkning af, hvad der kunne være forklaringen i de selvstændige noveller.

- Generelt fornemmer man, at King er blevet 80. For samlingen er skrevet med melankoli og visdom - og en smule frygt for den tid vi lever i. Kæmpe anbefaling, lyder det fra Michael Katz Krefeld.

* "At tænke hurtigt og langsomt" af nobelprismodtager Daniel Kahneman.

Bogen forklarer, hvordan menneskers beslutninger påvirkes af to tænkesystemer: det hurtige, intuitive og det langsomme, analytiske.

- Der er mange eksempler på genkendelige tankefejl og hverdags-bias, ligesom bogen underholder med overraskende eksempler og til tider absurde psykologiske eksperimenter.

- Bliv klog på dig selv og ikke mindst din nabo ved poolen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek