Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Hillerød, 30/01/2026 - 14:10

64-årig kvinde får ti års fængsel for drab på samlever

Retten i Hillerød har fredag idømt en kvinde ti års fængsel for at have dræbt sin samlever i 2024.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En 64-årig kvinde idømmes ti års fængsel for at have stukket sin samlever ihjel i deres hjem i Frederiksværk.

Det har Retten i Hillerød afgjort fredag, oplyser retten.

Drabet skete natten mellem 17. og 18. november 2024 efter en uoverensstemmelse mellem parterne, hvor kvinden tildelte manden to knivstik i brystet. Den afdøde var 75 år.

Ifølge Sjællandske Nyheder har kvinden tidligere forklaret, at hun handlede i nødværge.

Men det afviste alle dommere og nævninge.

Parret flyttede sammen i sommeren 2024, efter en længere pause, hvor de havde boet hver for sig, har Sjællandske Nyheder tidligere skrevet.

På dagen for drabet skulle kvinden lave millionbøf med spidskål til aftensmad. Her opstod der en konflikt, fordi manden mente, at kvinden skar spidskålen forkert, har kvinden forklaret i retten.

Efter flere skænderier gik kvinden ind på et værelse for at være for sig selv. Efter eget udsagn drak hun omkring en halv flaske rom.

Da hun senere gik tilbage til stuen for at konfrontere manden, løftede han en kniv fra sofabordet og sagde "skal du have denne her eller hvad", fortalte kvinden.

Herefter gik hun ud i køkkenet og hentede spidskålkniven. Han fulgte efter, og hun endte med at stikke ham to gange.

Kvinden ringede selv 112 efter episoden. Anmeldelsen løb ind klokken 00.27.

Efter anholdelsen blev hun fremstillet i grundlovsforhør, og hun har siddet varetægtsfængslet siden da.

Udover fængselsstraffen blev kvinden også frakendt retten til at få arv fra manden.

Kvinden anker dommen til landsretten. Hun vil frifindes.

Både kvinden og den afdøde mand er fortsat beskyttet af navneforbud.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek