København, 13/08/2025 - 01:41
Politiet melder om fredelig aften efter nordisk brag i Parken
Københavns Politi oplyser, at de fleste Malmö FF-fans er rejst retur til Sverige efter 0-5-nederlaget til FCK.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Fodboldkampen tirsdag aften mellem FC København og svenske Malmö FF er blevet afviklet uden større udfordringer med klubbernes fans.
Det oplyser Martin Kajberg, vagtchef ved Københavns Politi.
Med en sejr på 5-0 i Parken i København gik FCK videre til sidste runde i kvalifikationen til Champions Leagues gruppespil.
- Kampen er afviklet i god ro og orden.
- Det er vores klare fornemmelse, at den overvejende majoritet af svenske fans er taget tilbage til Sverige. Flere danske fans er taget ud for at fejre det, men det er foregået i en god stemning, siger Martin Kajberg.
Vagtchefen oplyser, at han ikke har registreret nogen anholdelser i forbindelse med opgøret, der trak 34.233 tilskuere i Parken.
- Der blev konstateret enkelte steder, hvor der blev affyret forskellige former for pyro (fyrværkeri, red.).
- Vi har fået meldinger om, at der skulle være ødelagt sæder i Parken. Det er det, vi har, siger Martin Kajberg.
Københavns Politi havde forud for kampen indført en skærpet strafzone omkring Parken.
Det skyldtes blandt andet ballade i forbindelse med holdenes seneste møde i 2019.
Den skærpede strafzone betød, at fans og andre risikerede dobbelt straf for visse typer af kriminalitet - blandt andet vold, hærværk og grov forstyrrelse af den offentlige orden.
/ritzau/