København, 27/06/2025 - 09:30
Venstre tøver med at støtte forbud mod mandatkøb
Venstre vil se forslag til et forbud mod at tilbyde penge for mandater, før partiet tager stilling.
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Venstre vil først have et konkret forslag på bordet fra oppositionen, før partiet vil tage stilling til, om der skal være et forbud mod at tilbyde penge til et folketingsmedlem, så vedkommende opgiver sit mandat.
- Vi har ikke taget stilling til det. Vi må se, hvad for et forslag, der er, før vi tager stilling, siger Venstres gruppeformand, Lars Christian Lilleholt.
Ønsket om et forbud mod mandatkøb kommer fra en række oppositionspartier, efter at det kom frem, at Moderaterne i 2023 tilbød Mike Fonseca en form for fratrædelsesaftale, der blandt andet inkluderede 370.000 kroner.
Sagen blev torsdag drøftet på et møde i Folketingets Udvalget for Forretningsorden.
Her har oppositionen flertal, og ifølge Politiken blev det flertal brugt til, at Folketingets jurister nu skal undersøge, hvordan et forbud kan skrues sammen.
Den "yderligere drøftelse" afventer Venstre altså.
Men ifølge Lars Christian Lilleholt er det allerede nu sådan, at "man ikke kan købe et mandat".
- Det er op til det enkelte folketingsmedlem selv egenhændigt at afgøre - uanset om man får penge eller ej - om man ønsker at fortsætte med at være medlem af Folketinget. Det sikrer Grundloven allerede i dag, siger han.
Inden mødet torsdag udarbejdede Folketingets administration et notat, der konkluderede, at den "konkrete sag, som den er oplyst, ikke rejser spørgsmål i forhold til Grundlovens paragraf 56".
Paragraf 56 i Grundloven fastslår blandt andet, at folketingsmedlemmer kun er bundet ved deres overbevisning og ikke har pligt til at tage hensyn til, hvad deres parti eller vælgere siger.
Men Folketingets jurister konkluderer ikke, at man ikke må købe et mandat.
- Bestemmelsen er efter administrationens opfattelse heller ikke til hinder for, at den pågældende partileder med videre stiller vedkommende folketingsmedlem en fordel, herunder en økonomisk gevinst, i udsigt, hvis medlemmet vælger at følge opfordringen om at nedlægge sit mandat.
- Vælger medlemmet at tage imod et sådant tilbud, vil det fortsat ikke kunne gennemtvinges, at vedkommende faktisk skal nedlægge mandatet, lyder det i notatet.
/ritzau/