København, 15/05/2026 - 15:31
Venstre bakker nu op om et nationalt sprøjteforbud
Venstres formand, Troels Lund Poulsen, er i øjeblikket kongelig undersøger om at danne ny regering.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Venstre bakker nu op om et nationalt sprøjteforbud.
Sådan lyder det fra partiformand Troels Lund Poulsen på et pressemøde fredag eftermiddag.
Det afholdes i forbindelse med de igangværende regeringsforhandlinger, hvor formanden i sidste uge blev udpeget som kongelig undersøger.
Her siger han, at han er "villig til at bøje" sig.
- Der er rigtig mange partier, der gerne vil sikre rent drikkevand. Det er ikke kun ét parti. Det vil alle partier, siger Troels Lund Poulsen.
Rent drikkevand var et varmt emne under valgkampen. Dengang lød det fra Venstre, at udfordringerne skal løses inden for den grønne trepart og ved lokale sprøjteforbud.
Men nu støtter partiet altså et nationalt sprøjteforbud.
- Jeg er af den opfattelse, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre vores drikkevand. Det har jeg sagt hele valgkampen igennem.
- Nu siger jeg så, at et nationalt sprøjteforbud, det er en prioriteret opgave, som Venstre også kommer til at støtte, siger Troels Lund Poulsen fredag.
/ritzau/




