Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kolding, 20/04/2026 - 17:43

Der er op til en times kø på motorvej ved Kolding efter uheld

Mandag eftermiddag er der op til en times længere rejsetid omkring Kolding på motorvejene E45 og E20.

Af: /ritzau/

Der er mandag eftermiddag sket et trafikuheld kort før motorvejsafkørslen ved Bramdrupdam ved Kolding, hvilket skaber udfordringer i trafikken på Sønderjyske Motorvej i begge retninger.

Det skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside kort efter klokken 17.

- Op til en times forlænget rejsetid på E45/E20 ved Kolding i begge retninger. Det skyldes et uheld i nordgående retning på anlægsstrækningen.

- Skal du forbi Kolding på motorvejen, er det derfor en god idé at undersøge alternative ruter, lyder meldingen.

Motorvejen var spærret i nordgående retning og begrænset i sydgående, men begge retninger er blevet genåbnet, skriver P4 Trafik kort efter klokken 17.30.

Trods åbningen og den afsluttede oprydning er der "flere kilometer massiv kø i begge retninger", lyder det.

Uheldet er sket mellem motorvejskryds Kolding Vest og afkørsel 63 Bramdrupdam.

Flere bilister holdt i kø i over halvanden time i retning fra Vejle og Fredericia, meldte P4 Trafik omkring klokken 17.

Omkring Kolding mødes de centrale motorveje E45 og E20, hvilket skaber en kritisk trafikknude med meget trafik.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek