Washington D.C., 24/05/2025 - 00:47
Trump giver tilsyneladende grønt lys til opkøb af stålgigant
USA's præsident melder om "planlagt partnerskab" mellem amerikanske U.S. Steel og Japans Nippon Steel.
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, ser ud til at have givet grønt lys til stålproducenten Nippon Steels plan om at købe U.S. Steel for 14,9 milliarder dollar - omkring 98 milliarder kroner.
Det skriver Reuters på baggrund af et opslag på Truth Social fra Trump.
I opslaget fra præsidenten lyder det, at det "planlagte partnerskab" mellem de to stålproducenter blandt andet vil skabe arbejdspladser.
- Det her vil være et planlagt partnerskab mellem United States Steel (U.S. Steel, red.) og Nippon Steel, som vil skabe mindst 70.000 arbejdspladser og føje 14 milliarder dollar til den amerikanske økonomi, skriver Trump.
U.S. Steels aktier er efter meldingen steget med 21 procent.
Ifølge Reuters tolker investorer nemlig opslaget som om, at Nippon Steels overtagelse af U.S. Steel snart vil være i hus. Man har indtil videre afventet en godkendelse fra Trump.
U.S. Steel er én af en række amerikanske stålproducenter. Virksomheden har eksisteret siden 1901 og har hovedkvarter i Pittsburgh, Pennsylvania.
I marts 2024 oplyste U.S. Steel, at det havde indgået en aftale om at blive opkøbt af Japans Nippon Steel.
/ritzau/