Washington D.C., 31/07/2026 - 01:02
FAKTA: Der er 20 punkter i Trumps fredsplan for Gaza
Trumps Gaza-fredsplan fra september har 20 punkter, herunder oprettelsen af rådet kaldet ”Board of Peace”.
Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
I september sidste år præsenterede USA's præsident, Donald Trump, en fredsplan for Gaza.
Planen indeholdt blandt andet en våbenhvile og en frigivelse af alle israelske gidsler.
Som led i våbenhvilen blev alle gidsler - både levende og døde - overdraget til Israel. Til gengæld frigav Israel hundredvis af palæstinensiske fanger.
Angrebene er fortsat på trods af våbenhvilen, der trådte i kraft i oktober sidste år.
Natten til fredag dansk tid har Trump i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, skrevet, at det etablerede fredsråd "Board of Peace" er nået frem til en aftale om en fuldstændig afvæbning af den militante gruppe Hamas.
Her er en forkortet udgave af planen, som den blev offentliggjort dengang:
1. Gaza afradikaliseres og bliver fri for terror.
2. Gaza genopbygges.
3. Krigen slutter efter accept af plan. Israelske styrker trækkes tilbage til aftalte linjer.
4. Inden for 72 timer frigives alle gidsler, levende og døde.
5. Israel løslader 250 livstidsfanger og andre 1700, der blev tilbageholdt i Gaza efter 7. oktober 2023, inklusive alle kvinder og børn.
6. Hamas-folk, der forpligter sig til fredelig sameksistens og afleverer våben, får amnesti. Hamas-folk kan via sikker passage rejse til modtagerlande.
7. Nødhjælp sendes straks til Gaza. Det omfatter også genopbygning af infrastruktur og hospitaler.
8. Nødhjælp sker via FN og hjælpeorganisationer uden indblanding fra Israel eller Hamas.
9. Gaza styres midlertidigt af en upolitisk, palæstinensisk komité. Over den står fredsrådet "Board of Peace" med Trump som formand og britisk ekspremierminister Tony Blair som medlem.
10. Plan for økonomisk udvikling udarbejdes af ekspertgruppe.
11. Særlig økonomisk zone med told og adgangsvilkår etableres.
12. Ingen tvinges til at forlade Gaza.
13. Hamas får ingen rolle i Gazas styre.
14. Regionale samarbejdspartnere garanterer, at Hamas og andre grupper overholder deres forpligtelser.
15. USA og arabiske og internationale partnere opretter en midlertidig International Stabiliseringsstyrke (ISF) i Gaza. ISF træner og støtter godkendte palæstinensiske politienheder og rådfører sig med Jordan og Egypten.
16. Israel vil hverken besætte eller annektere Gaza. Efterhånden som ISF opnår kontrol, trækker Israels hær sig tilbage.
17. Hvis Hamas forsinker processen, uddeles fortsat nødhjælp i terrorfrie områder.
18. Dialog mellem trosretninger.
19. I takt med genopbygningen kan der komme betingelser for en troværdig vej mod palæstinensisk selvbestemmelse og statsdannelse.
20. USA etablerer dialog mellem Israel og palæstinenserne.
Kilder: Det Hvide Hus.
RITZAU




