København, 06/05/2025 - 06:00
Foråret får flere boligejere til at sætte salgsskilte i forhaven
35.634 villaer og rækkehuse er til salg i begyndelsen af maj. Det er 3,4 procent flere end sidste måned.
Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der er en anelse flere boliger med et til salg-skilt ud til vejen i begyndelsen af maj, end det gjorde sig gældende for en måned siden.
Det viser nye udbudstal, der er blevet offentliggjort fra boligportalen Boligsiden tirsdag.
Lige nu er der 35.634 villaer og rækkehuse til salg, mens det tilsvarende tal for lejligheder er 7090. Det er henholdsvis 3,4 og 2,3 procent flere end sidste måned.
Det er ganske normalt, at boligudbuddet vokser gennem foråret, lyder det fra cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre.
- Flere solskinstimer, lidt mere farve på blomsterne og grønnere buske får unægtelig boligerne til at fremtræde fra sin bedste side, siger han i en skriftlig kommentar.
Han påpeger, at der allerede er godt gang i boligmarkedet med en stabilt høj handelsaktivitet og pæne prisstigninger over det seneste år.
- Netop den solide fremgang for boligmarkedet ser vi som den primære årsag til, at flere boligsælgere ser det som et godt tidspunkt at sætte boligen til salg og formentlig jagte næste drømmebolig, lyder det.
Foruden villaer, rækkehuse og lejligheder er udbuddet af sommerhuse også blevet større i begyndelsen af maj.
Alene i løbet af den seneste måned er der på landsplan sket en stigning i udbuddet af sommerhuse på 12,6 procent.
Det bringer det samlede antal sommerhuse til salg op på 7243, hvilket er det højeste niveau i fem år.
Dermed er det indhug, som der blev gjort i udbuddet af sommerhuse under corona, for en stund blevet udlignet. Det påpeger Kasper Fredløv Sonberg, der er teamleder for data og datakvalitet hos Boligsiden.
- Men der er stadig et stykke vej til niveauet før coronaperioden, lyder det i en skriftlig kommentar.
Det er ifølge ham normalt, at der bliver sat flere sommerhuse til salg i foråret, hvor sommerhussæsonen står for døren.
/ritzau/