Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Tel Aviv, 18/05/2026 - 00:23

Lov om dødsstraf for palæstinensere dømt for angreb træder i kraft

IDF-chef har skrevet under på ordre, som var en forudsætning for, at ny lov om dødsstraf kunne træde i kraft.

Af: /ritzau/

En lov om dødsstraf for palæstinensere fra Vestbredden, som er dømt for dødelige angreb, er søndag aften trådt i kraft.

Det skriver det israelske medie Times of Israel.

Det sker, efter at chefen for det israelske militær IDF's centralkommando, generalmajor Avi Bluth, har underskrevet den militære ordre, der er nødvendig for at gennemføre loven.

Heri kræves det, at militære domstole i sager om dødelige angreb idømmer dødsstraf som den eneste mulige straf. Det gælder, medmindre retten vurderer, at der foreligger særlige omstændigheder, som kan begrunde, at der i stedet idømmes livsvarigt fængsel.

Den nye lovgivning blev vedtaget i slutningen af marts. Efter vedtagelsen anmodede forsvarsminister Israel Katz om, at Bluth skulle godkende den militære ordre - hvilket han altså søndag har gjort.

Loven er blevet mødt med omfattende kritik. Den beskyldes for at være diskriminerende, da den ikke gælder israelske statsborgere eller personer bosat i Israel.

Den gælder desuden kun i det, som Times of Israel kalder terrorsager, der føres ved militære domstole. De militære domstole anvendes over for palæstinensere, mens israelere stilles for Israels civile domstole.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek