København, 15/05/2025 - 09:53
Rasmus Paludan tilbageholdt i italiensk lufthavn
Italiensk politi kræver, at Rasmus Paludan lader sig fotografere og afgiver fingeraftryk.
Af: /ritzau/
Stifter af partiet Stram Kurs Rasmus Paludan er torsdag morgen blevet nægtet indrejse og tilbageholdt med henblik på deportering i lufthavnen Malpensa i Milano, oplyser hans sekretær Lars Erichsen til Ritzau.
I en kort video delt på det sociale medie X torsdag formiddag bekræfter Rasmus Paludan oplysningen.
Ifølge Erichsen venter Paludan på at få en skriftlig begrundelse for, hvorfor han er blevet nægtet indrejse i Italien, hvor han efter planen skulle deltage i en såkaldt remigrationskongres på lørdag.
Begrebet remigration hører hjemme på den yderste politiske højrefløj og handler om at tilskynde immigranter og deres efterkommere til at forlade det land, hvor de opholder sig.
I videoen på X siger Rasmus Paludan på engelsk, at han er blevet nægtet indrejse i ti år.
- I dag skulle jeg have været til Milano, men de italienske myndigheder har nægtet mig indrejse og givet mig et indrejseforbud i ti år for at være mig - kun for at være mig. De siger ikke, at jeg har gjort noget ulovligt, lyder det fra Rasmus Paludan.
Tilbageholdelsen af Rasmus Paludan skete ifølge Lars Erichsen, umiddelbart efter at de to landede med morgenflyveren i Malpensa-lufthavnen.
- Der var en velkomstkomité bestående af politi og biler, og folk blev bedt om at blive siddende, fortæller Lars Erichsen.
Han fortæller desuden, at Rasmus Paludan er blevet afkrævet at lade sig fotografere og at få optaget sine fingeraftryk.
- Han har fået oplyst, at hvis han ikke gør det, så vil det være kriminelt, fortæller Lars Erichsen.
Selv om der er et stykke vej fra Milano til Rom afslutter Paludan sin video på X med at henvende sig til den nyvalgte pave Leo XIV.
- Jeg gad nok vide, om Hans Hellighed Paven mener, at det er en god katolsk gerning at afstøde en anden kristen fra Italien blot for at være kristen, lyder det i videoen.
/ritzau/