Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/04/2024 - 08:00

Brug havens hadede planter i køkkenet

Der er guld gemt i din have. Skvalderkål, brændenælder og mælkebøtter er blot noget af det ukrudt, du kan bruge i madlavningen, hvis bare du ændrer dit mindset.

Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Af: Af Thit Lund Bording, Ritzau Fokus

Det er ikke kun de smukke forårsblomster, der springer ud i fuldt flor her til foråret. Også havens mere ubudne gæster er begyndt at spire frem.

Men faktisk er ukrudtet mere ven end fjende. Det handler bare om at ændre sit mindset, fortæller projektchef Mikkel-Lau Mikkelsen fra Vild mad-appen.

- Skvalderkål, brændenælder, mælkebøtter, tidsler og løgkarse er bare nogle af de ukrudtsplanter, der er spiselige, og som faktisk er lette at bruge i køkkenet, siger han og fortsætter:

- Man kan hurtigt tænke, at det er en helt ny måde at lave mad på, men det behøver det ikke være.

Den helt almindelige skvalderkål kan bruges i stedet for bredbladet persille, mens brændenælder kan bruges i en varm ret, som var det spinat og mælkebøtteblade i stedet for rucolasalat, fortæller han.

Tager man til Italien og Frankrig, er det ikke unormalt, at mælkebøtter og brændenælder er på menuen.

- Stegte brændenælder er virkelig lækre. Steg dem i olivenolie med noget hvidløg og chili, så har du en gammel italiensk klassiker, siger Mikkel-Lau Mikkelsen, der selv finder inspiration i andre landes madkulturer.

Men det er vigtigt at vide hvilke dele af ukrudtsplanten, der egner sig til madlavning, råder Mikkel-Lau Mikkelsen. For eksempel er det kun brændenældens omtrent seks øverste skud, der smager godt.

Kristine Fenger, der er uddannet filosof med speciale i miljøetik og naturhaver og aktuel med bogen "I gang med spiselige bede", bruger også gerne ukrudt fra haven, når hun skal lave mad.

Her kommer hun med to bud på opskrifter med havens ofte hadede planter:

1. Mælkebøttefrikadeller

Til mælkebøttefrikadeller bruges de gule blomster.

Saml en skål med mælkebøtteblomsterne. Børnene synes ofte, det er en sjov opgave, fortæller Kristine Fenger.

Pluk det gule fra blomsterne.

Tilsæt et halvt fintsnittet eller revet løg, tre æg, to håndfulde havregryn, tre spiseskefulde kikærtemel, salt og løvstikke.

Bland farsen godt, og lad den herefter trække.

Form mælkebøttefrikadellerne, og steg dem på en pande i fedtstof efter eget valg.

- Jeg elsker, at man kan tage en lidt hadet plante og få vendt frustrationen til: "Yes! Nu skal vi endelig lave mælkebøttefrikadeller!". Det er sjovt, når det kan lykkes, siger Kristine Fenger.

2. Urtesalt

Til urtesalt kan man høste de urter, man nu har lyst til at bruge, fortæller Kristine Fenger.

- Vi kan godt lide at bruge brændenælde sammen med løvstikke, men man kan også bruge skovløg, skvalderkål, ramsløg eller hvad man nu har i haven, siger hun.

Saml en stor skål med urter, og blend dem i en foodprocessor, eller hak dem fint.

Bland salt i de hakkede urter. Til en stor skål bruges omkring 1 kilo salt. Men det er vejledende, fortæller Kristine Fenger.

Fordel urtesaltet på en bageplade, og sæt det på bordpladen til tørring.

Afhængigt af hvor fugtigt der er, skal urtesaltet tørre mellem tre dage og en uge. Rør gerne lidt i urterne under tørringstiden.

Urterne kan også tørres i ovnen, men Kristine Fenger foretrækker selv at tørre dem på køkkenbordet.

Når saltet er knastørt, kan det opbevares i et syltetøjsglas.

/ritzau fokus/

København, 15/12/2025 - 08:57

Danske film trak i stor stil biografgængere ind i salene i 2025

Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Antallet af solgte biografbilletter til danske film har i 2025 ramt det højeste niveau siden 2015.

Med to uger tilbage af 2025 er der solgt 3,7 millioner biografbilletter til danske film, hvilket er det højeste niveau i ti år.

Det skriver Det Danske Filminstitut (DFI) i en opgørelse.

Det er 68 procent flere billetter til danske film end i 2024.

Det samlede billetsalg lyder på 9,3 millioner i år, hvilket ifølge filminstituttet er en stigning på omkring tre procent fra 2024.

Den bedst sælgende danske biograffilm i 2025 var "Ternet Ninja 3" med 774.977 solgte billetter.

Efter den kommer Anders Thomas Jensens "Den sidste viking", som har solgt 702.045 billetter.

Også de danske spillefilm "Under stjernerne på himlen" og "Rejseholdet: Det første mord" har begge solgt over 300.000 billetter.

Seks ud af årets ti mest sete biograffilm er danske.

Sidste år var de bedst sælgende danske film ikke i nærheden af dette års hitfilm. Filmen "Rom" solgte 324.884 billetter, mens "Den grænseløse" solgte 311.172, og "Mørkeland" stod for 302.942 solgte biografbilletter.

Midt i december ligger den aktuelle markedsandel for danske film ifølge DFI på 40 procent.

De eneste år, hvor den danske markedsandel har været højere, var coronaårene 2020 og 2021. Det skyldtes færre film fra Hollywood.

Filminstituttets direktør, Tine Fischer, udtaler i en pressemeddelelse, at 2025 viser, "hvad dansk film kan, når talent, ambition og markant kulturpolitisk opbakning til dansk film falder i hak".

- Den historisk høje markedsandel afspejler et publikum, der udviser både tillid og nysgerrighed over for originaliteten i de danske fortællinger, og en filmbranche, der er ved at rejse sig efter år med svære finansieringsudfordringer, lyder det.

Når 2025 går på hæld, vil markedsandelen for danske film nok ende et par procent lavere, skriver DFI. Det skyldes blandt andet filmen "Avatar 3: Fire and Ash", som får premiere 17. december.

I 2025 vil i alt 32 danske spillefilm have haft biografpremiere. Det er lige så mange som i 2005 og det højeste antal nogensinde, skriver DFI.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/12/2025 - 08:16

Danske film trak i stor stil biografgængere ind i salene i 2025

Antallet af solgte biografbilletter til danske film har i 2025 ramt det højeste niveau siden 2015.

Med to uger tilbage af 2025 er der solgt 3,7 millioner biografbilletter til danske film, hvilket er det højeste niveau i ti år.

Det skriver Det Danske Filminstitut (DFI) i en opgørelse.

Det er 68 procent flere billetter til danske film end i 2024.

Det samlede billetsalg lyder på 9,3 millioner for i år, hvilket ifølge filminstituttet er en stigning på omkring tre procent fra 2024.

Den bedst sælgende danske biograffilm i 2025 var "Ternet Ninja 3" med 774.977 solgte billetter.

Efter den kommer Anders Thomas Jensens "Den sidste viking", som har solgt 702.045 billetter.

Midt i december ligger den aktuelle markedsandel for danske film ifølge DFI på 40 procent.

De eneste år, hvor den danske markedsandel har været højere, var coronaårene 2020 og 2021. Det skyldtes færre film fra Hollywood.

Filminstituttets direktør, Tine Fischer, udtaler i en pressemeddelelse, at 2025 viser, "hvad dansk film kan, når talent, ambition og markant kulturpolitisk opbakning til dansk film falder i hak".

- Den historisk høje markedsandel afspejler et publikum, der udviser både tillid og nysgerrighed over for originaliteten i de danske fortællinger, og en filmbranche, der er ved at rejse sig efter år med svære finansieringsudfordringer, lyder det.

Når 2025 går på hæld, vil markedsandelen for danske film nok ende et par procent lavere, skriver DFI. Det skyldes blandt andet filmen "Avatar 3: Fire and Ash", som får premiere 17. december.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/12/2025 - 09:00

FAKTA: De nye satser

* Satsen for kørsel til og fra arbejde bliver hævet fra 2,23 kroner per kørt kilometer i 2025 til 2,28 kroner i 2026. Denne sats gælder for kørsel mellem 25 og 120 kilometer om dagen.

* Over 120 kilometer bliver satsen hævet fra 1,12 kroner per kørt kilometer til 1,14 kroner.

* Som noget nyt kan studerende i yderkommunerne bruge kørselsfradraget for deres transport til studiestedet.

* Satserne for kørsel i egen bil i forbindelse med arbejdet bliver også reguleret næste år.

* For de første 20.000 kilometer bliver satsen hævet fra 3,81 kroner per kørt kilometer i år til 3,94 kroner næste år.

Kilde: Skattestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 15/12/2025 - 09:00

Højere kørselsfradrag: Det betyder det for dig med elbil

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kørselsfradraget hæves med fem øre per kilometer næste år, og det gavner både benzin- og elbilister, selv om beregningerne tager udgangspunkt i benzinprisen.

Næste år får mere end en million pendlere lidt ekstra luft i økonomien.

Skatterådet hæver nemlig kørselsfradraget, så det bliver en smule billigere at komme på arbejde, hvis du kører mere end 24 kilometer om dagen mellem hjem og job.

Skatterådets beregninger er baseret på den forventede benzinpris næste år. Som elbilejer kan det derfor være sværere at gennemskue, om det også økonomisk kan betale sig at tage elbilen med de nye satser.

Hos bilejernes organisation FDM vurderer forbrugerøkonom Ilyas Dogru, at forhøjelsen også er en god nyhed for elbilejere.

- De nye satser for kørselsfradrag tager udgangspunkt i benzinprisen, men de er stadig en fordel, hvis man har en elbil. Det gælder især, hvis man har mulighed for at oplade billigt derhjemme, siger han og fortsætter:

- Skatterådet tager nemlig udgangspunkt i en benzinliterpris på 14,82 kroner. Det svarer til, at elprisen skal være omkring fire kroner per kilowatt-time.

Ifølge Ilyas Dogru er den elpris mere, end hvad de fleste elbilejere betaler, når de oplader. Men omvendt har mange elbiler haft et stort værditab den seneste tid. De vil opleve et større underskud.

- Det er positivt, at kørselsfradraget bliver hævet, selv om vurderingen er, at den fremskrevne benzinpris bliver lavere næste år. For Skatterådet har ret i, at andre faste udgifter for bilejere er steget. Det er blevet dyrere at holde bil, siger han.

Ud over den skønnede benzinpris er beregningerne også baseret på blandt andet udgifter til service, slid, rustbehandling og forsikring.

Ilyas Dogru så gerne, at bilernes værditab blev justeret op og fyldte mere i kørselsfradraget, fordi danskerne generelt kører i stadig dyrere biler.

- Vi må desværre igen i år konstatere, at kørselsfradraget ikke er tidssvarende, og at det ikke afspejler de faktiske omkostninger, som pendlerne har, siger han og tilføjer:

- Dertil er skatteværdien af fradraget faldet fra cirka 33 til 26 procent siden 2012.

Når fradragets værdi er cirka 26 procent, vil det sige, at hvis dit kørselsfradrag er 2000 kroner, sparer du omkring 520 kroner i skat.

Fra næste år vil man som pendler få et dagligt fradrag på 2,28 kroner per kørt kilometer til og fra arbejde ud over de første 24 kilometer. Det er fem øre mere per kilometer end den nuværende sats.

Pendler du 50 kilometer om dagen og 11.000 kilometer om året til og fra arbejde, svarer de nye højere satser til, at du får omkring 73 kroner mere i hånden om året efter fradrag. Det viser en beregning, som FDM har lavet.

Kørselsfradraget bliver udløst, uanset om du tager bilen, toget eller cyklen, så længe du husker at indberette det.

Ritzau har forelagt Skatterådet FDM's kritik af, at satsen for bilens værditab ikke er tidssvarende, men Skatterådet er ikke vendt tilbage inden deadline.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek