Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/09/2025 - 13:31

Rokade på TV 2: Jeg vil gerne give min søn nærværende fødselsdagsminder

Heidi Møller Sindberg bliver vært ved håndboldkvindernes VM i stedet for Stine Bjerre Mortensen, der efter eget valg ikke dækker mesterskabet.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Efter 15 år i front for dækningen af dansk håndbold sender Stine Bjerre Mortensen bolden videre.

Det oplyser den kendte vært, der blev mor til en søn i december 2022, til TV 2.

- Jeg vil gerne give ham en barndom med nærværende fødselsdagsminder og decembertraditioner. Det er ikke foreneligt med at rejse væk, siger Stine Bjerre Mortensen til mediet.

Det bliver Heidi Møller Sindberg, som i stedet dribler ind og dækker kvindernes VM-slutrunde i håndbold, som i 2025 spilles i Holland og Tyskland, oplyser TV 2.

Heidi Møller Sindberg har allerede været reporter under flere mesterskaber for de danske håndboldlandshold. Blandt andet i 2022 ved kvindernes EM-slutrunde, hvor hun afløste en højgravid Stine Bjerre Mortensen.

Om det er et definitivt farvel til håndboldslutrunderne i december, er der ikke taget stilling til, tilføjer TV 2.

Stine Bjerre Mortensen understreger i et opslag delt på det sociale medie Instagram, at hun fortsat skal dække ligahåndbold.

- Men december skal fremover tilbringes med familien, skriver hun.

Stine Bjerre Mortensen fik i december 2022 sønnen Carlo sammen med sin mand, den professionelle håndboldspiller Casper U. Mortensen.

Den 43-årige tv-vært og den 35-årige sportsstjerne har dannet par siden 2010 og blev forlovet på Maldiverne i sommeren 2016.

De giftede sig året efter på rådhuset i den tyske by Hannover, hvor Casper U. Mortensen på daværende tidspunkt spillede for klubben TSV Hannover-Burgdorf.

Parret blev gift igen sidste sommer i Danmark i Finderup Kirke ved Høng med efterfølgende bryllupsfest på Kragerup Gods ved Ruds-Vedby i det vestsjællandske.

Familien Mortensen bor til daglig i den tyske storby Hamborg, hvor Casper U. Mortensen spiller for Handball Sport Verein Hamburg.

/ritzau/

London, 10/11/2025 - 23:36

Britisk-ungarsk forfatter modtager prestigefyldt litteraturpris

Ian West/Ritzau Scanpix

Årets Man Booker Prize går for første gang til en forfatter med britisk-ungarske rødder.

Den prestigefyldte litteraturpris Man Booker Prize går i år til den britisk-ungarske forfatter David Szalay for romanen "Flesh".

Dermed bliver han den første forfatter med britisk-ungarske rødder til at modtage prisen.

Det var sidste års modtager, Samantha Harvey, der overrakte prisen til David Szalay ved en ceremoni i London.

Et dommerpanel uddeler prisen til en engelsksproget roman, som er udgivet i Storbritannien og Irland i det forgangne år.

Modtageren er fundet blandt seks bøger på en shortlist, som dommerne tidligere har offentliggjort. Med prisen følger 50.000 pund.

Vinderbogen bliver på Man Booker Prizes hjemmeside beskrevet som en "roman med stor fremdrift om en følelsesmæssigt frakoblet mand, der langsomt mister grebet om sig selv som følge af en række begivenheder uden for hans kontrol."

Romanen handler om en ungarsk emigrant, der tjener og mister en formue og flytter til London, inden han vender tilbage til sit hjemland, skriver nyhedsbureauet AFP.

Romanen er David Szalays sjette skønlitterære værk. Han har tidligere været shortlistet til prisen i 2016.

Den britisk-ungarske forfatter slog favoritterne - den indiske forfatter Kiran Desai, der vandt prisen i 2006, og britiske Andrew Miller, skriver AFP.

Årets dommerpanel ledes af forfatter Roddy Doyle, som selv modtog prisen i 1993.

Flere andre forfattere er også at finde i panelet, ligesom litteraturkritiker Chris Power og skuespiller Sarah Jessica Parker også har været med til at finde modtageren. I 2024 fik Samantha Harvey prisen for bogen "Orbital".

Prisen er tidligere gået til romaner af forfattere som Margaret Atwood, William Golding og Salman Rushdie.

/ritzau/

Læs Mere >>

London, 10/11/2025 - 23:13

Britisk-ungarsk forfatter vinder prestigefyldt litteraturpris

Årets Man Booker Prize går for første gang til en forfatter med britisk-ungarske rødder.

Den britisk-ungarske forfatter David Szalay vinder mandag aften The Man Booker Prize for romanen "Flesh".

Dermed bliver han den første forfatter med britisk-ungarske rødder til at modtage den anerkendte litteraturpris.

Et dommerpanel uddeler prisen til en engelsksproget roman, som er udgivet i Storbritannien og Irland i det forgangne år.

Modtageren er fundet blandt seks bøger på en shortlist, som dommerne tidligere har offentliggjort. Med prisen følger 50.000 pund.

Årets dommerpanel ledes af forfatter Roddy Doyle, som selv modtog prisen i 1993.

Flere andre forfattere er også at finde i panelet, ligesom litteraturkritiker Chris Power og skuespiller Sarah Jessica Parker også har været med til at finde modtageren. I 2024 fik Samantha Riley prisen for bogen "Orbital".

Prisen er tidligere gået til romaner af forfattere som Margaret Atwood, William Golding og Salman Rushdie.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 10/11/2025 - 11:00

FAKTA: Empatiens evolution

* Evnen til at savne udspringer af evnen til at knytte bånd til andre væsener.

* Tilknytning er opstået og udviklet i pattedyr gennem evolutionen. Mødre, der var i stand til at knytte bånd til deres unger, passede på deres unger, og dermed overlevede ungerne, og sådan fortsatte det gennem evolutionen.

* Der er altså tale om et biologisk beredskab. Jo mere tilknytning, jo større chance for overlevelse.

Kilde: lektor i psykologi Tia Hansen fra Center for Menneske-dyr-psykologi på Aalborg Universitet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 10/11/2025 - 11:00

Trøst og støt dit triste kæledyr

Arne Dedert/Ritzau Scanpix

Forskning peger på, at dyr er i stand til at savne, og derfor kan din hund eller kat godt blive trist, når en, den holder af, forsvinder ud af dens liv.

Når der sker et tab i familien, rammer det ikke kun de tobenede medlemmer af flokken. Også kæledyr kan hænge med snuden, når en person eller et andet dyr pludselig ikke er her længere.

- Ja, de kan absolut savne både mennesker og andre dyr. Om savnet føles som sorg, er svært at sige. Men de kan savne, og savn er en stor del af sorg, siger lektor i psykologi Tia Hansen fra Center for Menneske-dyr-psykologi på Aalborg Universitet.

Hun peger på, at videnskaben i gamle dage kun troede, at mennesker var i stand til at føle og tænke. Men den antagelse er nu vippet over, så der i forskningen er overvejende konsensus om, at pattedyr har en bevidsthed.

Samtidig ved man fra biologien, at dyr knytter bånd til hinanden, og derfor er det ikke utænkeligt, at der opstår et savn, hvis de mister nogen, de har knyttet sig til.

- Der er eksempler fra naturen, hvor elefantflokke er henne og sige farvel til en afdød elefant, og hvor hvaler svømmer rundt med deres døde unger, fortæller Tia Hansen.

Har du to hunde, hvor den ene dør, kan det ifølge Tia Hansen være en hjælp for den tilbageværende hund at få lov til at gå hen og snuse til den døde hund.

Udviser hunden tegn på tristhed og nedsat appetit i tiden efter tabet, kan du som ejer sørge for, at der sker noget afveksling i hundens liv.

- Det kan være, man tager en tur i sommerhus eller går nogle nye ture, så den får nogle gode og nye oplevelser, siger hun.

Ifølge Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent hos Dansk Kennel Klub, er det ganske normalt, at hunde reagerer, hvis deres hverdag ændrer sig - og det gør hverdagen ofte, når der er sket et tab i familien.

- Jeg har talt med en person, som havde en hund og en kat, der voksede op sammen. Da katten døde, var det tydeligt, at hunden ledte efter den. Der manglede noget, fortæller Lise Lotte Christensen og tilføjer, at sorgen hos hunde sjældent står på særligt længe.

Men indtil da hjælper du hunden godt på vej ved at have fokus på tryghed og rutiner.

- Selv om hunden måske ikke vil noget, men bare helst vil sove, så skal man få den med ud og gå tur og lege med den, lyder det fra adfærdskonsulenten.

- Når vi er ude og bruge vores krop, frigives endorfiner, og det sker også i hunden. Samtidig frigives kærlighedshormonet oxytocin, når hunde og mennesker, der kan lide hinanden, har kontakt, uddyber hun.

Er hunden eller katten trist over en længere periode, anbefaler Lise Lotte Christensen, at du tager et smut forbi dyrlægen. For så kan der potentielt være noget andet på spil.

Du kan også kaste et blik på dig selv. Går du og er ked af det, vil især hunden nemlig spejle dig.

- Dyr kan mærke, hvis der er noget i vejen med os, og derfor kan vi komme til at smitte dem med vores adfærd. Især hunde er rigtig gode til at læse os - tilsyneladende bedre, end vi er til at læse dem, siger Tia Hansen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek