Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Flensborg, 01/07/2026 - 09:00

46-årig er død efter politijagt over grænsen til Tyskland

En 46-årig mand er død i en trafikulykke i Tyskland. Hans hustru og et barn kom slemt til skade ifølge medier.

Michaela Stache/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En 46-årig mand bosiddende i Danmark er tirsdag aften død i en trafikulykke på motorvej A7 syd for Flensborg.

Det skriver det tyske medie NDR og nyhedsbureauet dpa.

Ifølge NDR kørte manden galt i forbindelse med en biljagt, som startede i Danmark.

Her kørte dansk politi efter manden, og da manden krydsede grænsen til Tyskland, kontaktede politiet deres tyske kolleger, som uden held forsøgte at stoppe bilen.

I bilen sad også mandens hustru og et 11-årigt barn. De kom begge alvorligt til skade i ulykken og er blevet kørt til behandling på hospitalet, skriver de tyske medier.

Tysk politi oplyser til dpa, at manden påkørte en lastbil med høj fart i nærheden af rastepladsen ved Jalmer Moor, som ligger syd for Flensborg.

Det fremgår ikke, hvad årsagen var til, at politiet gerne ville standse mandens bil.

Politiet i Flensborg har oplyst til JydskeVestkysten, at den afdøde mand er rumænsk statsborger og bosiddende i Danmark.

RITZAU

TjekDet - faktatjek