København, 29/08/2025 - 15:41
Cowboys-ejer forsvarer afsked med en af ligaens bedste
I en chokhandel sendte Dallas Cowboys torsdag forsvarsstjernen Micah Parsons til Green Bay Packers.
Gareth Patterson/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Dallas Cowboys og ejer Jerry Jones har mødt massiv kritik fra fans og eksperter, efter at holdet torsdag sendte en af NFL's bedste spillere til Green Bay Packers.
Men der ligger grundige overvejelser bag handlen, der gjorde forsvarsstjernen Micah Parsons til fortid i klubben. Det forklarer Jones til klubbens hjemmeside.
- Det handler om at skaffe os succes i slutspillet, siger han.
- Vi foretog handlen for at blive bedre i forsvaret og bedre mod løbet. Det handler om, at hvis vi kommer bagud, skal de andre ikke kunne tromle os ned.
- Det var et helt bevidst og nøje udtænkt træk at få det her til at ske, lyder det fra klubejeren.
Micah Parsons blev øjeblikkeligt en stor profil for Dallas Cowboys, da holdet valgte ham i draften i 2021. I alle fire sæsoner er han blevet valgt til Pro Bowl, og to gange er han valgt til det prestigefyldte All-Pro-hold.
I et års tid havde han og klubben været i dialog om en forlængelse, men parterne nåede ikke til enighed. I stedet valgte Cowboys at trykke på knappen og sende ham til Packers, der gav to førsterundevalg i draften samt defensive tackle Kenny Clark i bytte for Parsons.
Parsons har desuden skrevet under på en fireårig kontrakt til en værdi af 188 millioner dollar med sin nye klub. Det svarer til mere end 1,2 milliarder kroner.
- Jeg vil gerne takke Micah. Jeg sætter virkelig pris på de fire år, vi har haft ham her. Han er en stor spiller, og vi sætter pris på, at han er en stor spiller, siger Jerry Jones.
Holdejeren er til gengæld ikke tilhænger af forsvarsstjernens måde at tackle forhandlingerne på.
- Det var ikke acceptabelt, og jeg er stolt af, at det ikke blev gjort på den måde, han ville have det, gennem en agent. Han fik et tilbud. Men der er ikke skyggen af hævngerrighed, forklarer han.
/ritzau/




