Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/07/2026 - 12:52

Kunstmaler skal af med halv million efter nederlag i retssag

Byretten har afgjort strid mellem Niels Strøbek og Gyldendal om gengivelse af malerier af dronning Margrethe.

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Kunstmaleren Niels Strøbek er endt med en stor regning, efter at han har tabt en retssag om gengivelse af fem af hans værker i en bog.

Han mente, at hans ophavsret var blevet krænket i forbindelse med udgivelsen af bogen "En Dronnings Portrætter" af kunstkritikeren Peter Michael Hornung i 2024.

Bogen blev oprindeligt udgivet af forlaget Strandberg Publishing, som siden er blevet overtaget af Gyldendal.

I bogen er gengivet fem af Strøbeks værker med portrætter af dronning Margrethe. De blev skabt i perioden fra 1975 til 2020.

I retssagen krævede han, at Gyldendal skulle forbydes at sælge bogen. Desuden skulle alle eksemplarer trækkes tilbage fra boghandlere og destrueres, ligesom forlaget skulle betale ham 100.000 kroner.

Inden udgivelsen af bogen havde forlaget imidlertid sikret sig tilladelse fra VISDA, som er en organisation, der varetager interesserne for billedkunstnere, tegnere, fotografer og andre.

Under retssagen har Niels Strøbek imidlertid sagt, at han aldrig havde tilmeldt sig en ordning hos organisationen om det, der kaldes individuel rettighedsforvaltning.

Han har også bemærket, at han som kunstner altid har haft beføjelse til at kunne sige ja eller nej til brug af hans værker, og han har været meget omhyggelig i sine overvejelser om, hvordan værkerne bruges.

Omvendt har Gyldendal påpeget, at Niels Strøbek siden 2012 har fået vederlag fra VISDA 14 gange.

I dommen er byretten nået frem til, at han faktisk havde tilmeldt sig ordningen, og at der ikke er tegn på, at VISDA har begået en fejl. Derfor er Gyldendal og VISDA blevet frifundet.

På grund af resultatet dømmes Strøbek også til at betale de sagsøgtes sagsomkostninger. Beløbet er 500.000 kroner.

RITZAU

TjekDet - faktatjek