København, 11/06/2026 - 15:09
Silkeborg henter Kent Nielsens efterfølger i Aarhus
Morten Dahm Kjærgaard skal fremover stå i spidsen for Silkeborg, og han forlader derfor Aarhus Fremad.
Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det bliver Aarhus Fremads træner, Morten Dahm Kjærgaard, der skal erstatte Kent Nielsen, som torsdag sagde farvel efter syv år i Silkeborg IF.
Det bekræfter Silkeborg på sin hjemmeside.
Morten Dahm Kjærgaard har brugt de seneste seks år hos Aarhus Fremad, hvor han blev cheftræner efter en årrække som assistenttræner i FC Fredericia.
- Vi er yderst tilfredse med, at det er lykkedes at tilknytte Morten som SIF's nye cheftræner. Morten matcher optimalt de kriterier, vi havde sat op, siger Silkeborg-sportschef Jesper Stüker.
- Dels er han rigtig skarp på, hvordan han vil arbejde videre med SIF's spillestil, men også med tanker om nye dimensioner, der kan lægges på. Har man fulgt Aarhus Fremad, har det været tydeligt, at der har været et solidt træneraftryk på deres udtryk, siger Jesper Stüker.
Den nu forhenværende træner Kent Nielsen har takket ja til et job som assistenttræner på det danske landshold.
/ritzau/




