København, 04/01/2023 - 10:00
Behandler din partner dig som et barn? Så kig på dig selv
Du har højst sandsynligt selv en del af ansvaret for, at du bliver kostet rundt med derhjemme, vurderer to parterapeuter.
Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus
Din partner stoler ikke på, at du køber den rigtige vin til middagen, og du bliver jævnligt belært i, hvordan opvaskemaskinen bør fyldes.
Du er ved at gå ud af dit gode skind over at blive hundset rundt med og talt ned til. Men faktisk bærer du selv en del af ansvaret for, at du havner i barnerollen i dit parforhold.
Sådan lyder det samstemmende fra to parterapeuter.
- Hvis din partner opfører sig lidt som en mor eller far over for dig, er det, fordi du har tilladt det. Du har længe syntes, at det var okay, indtil det ikke var okay længere, siger Anne Kjelstrup, der er parterapeut og sexolog.
Og hendes fagfælle Iben Bruun Nielsen stemmer i:
- Det er rigtig godt at lægge ud med noget selvindsigt, hvor du spørger dig selv, hvad du kan gøre anderledes for ikke at havne i den rolle, siger hun.
Anne Kjelstrup peger på, at de ulige roller kan være blevet skabt, fordi du i begyndelsen oplevede det som rart, at den anden tog styringen.
- Men hen ad vejen føler du måske, at du er blevet umyndiggjort, og nu duer det ikke længere. Og så bliver du nødt til at sige fra. Men sørg for at gøre det på en kærlig måde, siger hun.
Det kan du for eksempel gøre ved at "bestille tid" til en fortrolig samtale med din partner, anbefaler Iben Bruun Nielsen.
- Her er det vigtigt, at du bliver på din egen banehalvdel. Det vil sige, at du bruger "jeg-sprog" i stedet for "du-sprog", forklarer hun og fortsætter:
- Prøv at forklare, hvad du oplever, og hvordan det får dig til at føle uden at komme med beskyldninger mod den anden.
Gentager situationerne sig efter jeres snak, skal du ikke ignorere dem, understreger Anne Kjelstrup.
- Alle de der små irritationer, der opstår i parforholdet, er vigtige. For der er noget større på spil i dem, som I bliver nødt til at kigge på. De kan handle om, at du ikke føler dig set og hørt eller passet på, siger hun.
Hvis du ikke oplever nogen som helst lydhørhed fra din partner, kan det dog være, du har at gøre med en person, der slet ikke ønsker at indgå i et ligeværdigt parforhold, siger Iben Bruun Nielsen.
- En person, der vil have hele magten og bestemme det hele, får man nok ikke omvendt. De forhold går tit i stykker, fordi den anden part på et tidspunkt ikke gider finde sig i det længere.
For at forholdet skal kunne bestå, kræver det en villighed til forandring, påpeger Iben Bruun Nielsen.
- Her kan det blive nødvendigt med en form for terapi, så personen kan lære at kommunikere bedre og give sin partner plads i stedet for kun at diktere, siger hun.
/ritzau fokus/