Den amerikanske rapper Sean Kingston er blevet idømt 3,5 års fængsel i en sag om svindel.
Det skriver flere amerikanske medier fredag.
Den 35-årige sanger og hans 63-årige mor blev tidligere i år kendt skyldige i svindel.
Ifølge tiltalerne havde Kingston brugt sin status som kendis til at lokke eller presse forhandlere til at give ham luksusvarer, som han aldrig betalte for.
Sangeren og hans mor snød forhandlere for mere end en million dollar - over seks millioner kroner. Det er blandt andet smykker, biler og elektronik, som rapperen har snydt sig til.
Anklageren i sagen beskriver ifølge AP rapperen som en, der er blevet afhængig af at leve som en kendis, selv om han ikke længere havde råd.
- Han kan tydeligvis ikke lide at betale og bruger sin kendisstatus til at svindle sine ofre, sagde anklageren, Marc Anton, i retten.
- Han er en tyv og en svindler, simpelthen.
Sean Kingston, hvis borgerlige navn er Kisean Anderson, fik sit gennembrud i 2007, da han udgav sin debutsingle, "Beautiful Girls". Han har også haft succes med sangene " Eenie Meenie" og "Fire Burning".
Men i de seneste mange år har karrieren ikke set ud, som den gjorde engang.
Musikerens forsvarer fremlagde i retten en noget anderledes forklaring end anklageren på, hvorfor Sean Kingston har snydt sig til luksusvarer.
Den 35-årige er mentalt at sammenligne med en teenager, sagde forsvarsadvokat Zeljka Bozanic. Den alder, hvor han blev en stjerne.
Han har ikke haft nogen forståelse for økonomi, lød det også fra forsvareren.
- Ingen har vist ham, hvordan han skulle investere sine penge. Penge kom ind, og penge røg på overfladiske ting, sagde hun i retten.
Forsvareren tilføjede, at sangeren allerede var begyndt at betale de penge, han skylder.
- Jeg ved, at han er rigtigt ked af det, han har gjort, sagde Zeljka Bozanic ifølge NBC News.
Fra rapperen selv lød det, at han har lært af sine handlinger.
Foruden fængselsstraffen på 3,5 års fængsel vil han være under opsyn fra myndighederne i de følgende tre år.
Hans mor, Janice Turner, blev i juli idømt en fængselsstraf på fem år.
/ritzau/