Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/05/2026 - 12:33

Ny sag i Championship: Spion skiftede udseende og flygtede

Middlesbrough beskylder Southampton for at have sendt en spion på togt før deres playoff-opgør.

Dylan Martinez/Reuters

Af: /ritzau/

En spion fra Southampton tog torsdag billeder og filmede Middlesbroughs træning på privat grund.

Sådan lyder det i en anklage fra Middlesbrough mod klubbens kommende modstander i to playoffkampe i den næstbedste engelske række.

Det bekræfter ligaorganisationen EFL over for nyhedsbureauet AP.

Ifølge Sky Sports konfronterede Middlesbrough-lejren spionen og bad ham slette sit materiale og identificere sig selv og sine intentioner.

Det fik den påståede spion til at tage flugten til en indendørs del af Middlesbroughs anlæg, hvor han angiveligt forsøgte at ændre sit udseende, inden han helt forlod matriklen.

Sagen trækker klare tråde til 2017, hvor Leeds fik en bøde svarende til omkring 1,7 millioner kroner og en formel reprimande i den såkaldte "Spygate" (Spionsagen).

Leeds mente ikke, at man havde brudt nogle nedskrevne regler, men accepterede straffen og støttede udarbejdelsen af nye regulativer.

Ifølge dem må man ikke overvære eller forsøge at overvære sin modstanders træninger inden for 72 timer før kampstart.

Middlesbrough er lørdag vært for Southampton. Tirsdag er der returkamp i det sydengelske. Den samlede vinder møder enten Hull eller Millwall på Wembley i en finale om en plads i Premier League.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek