Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 19/05/2026 - 23:00

USA fritager Trump for granskning af tidligere skatteforhold for altid

Regeringsdokument viser, at USA for altid er afskåret fra at undersøge Trumps tidligere selvangivelser.

Af: /ritzau/

Den amerikanske regering har indvilget i permanent at frafalde skattekrav relateret til USA's præsident, Donald Trump.

Det fremgår af et forligsdokument på justitsministeriets hjemmeside, der er blevet offentliggjort tirsdag.

Dokumentet er del af en aftale om at løse Trumps søgsmål på ti milliarder dollar mod skattevæsnet IRS og USA's finansministerium.

Dokumentet fastslår ifølge nyhedsbureauet AP, at USA "for altid er afskåret og forhindret" i at undersøge eller retsforfølge Trumps, hans sønners og Trump-organisationens nuværende skatteforhold.

Fritagelsen omfatter specifikt "selvangivelser indgivet før forligets ikrafttrædelsesdato", som var mandag. Det skriver mediet Politico.

Donald Trumps administration annoncerede mandag oprettelsen af en fond på næsten 1,8 milliarder dollar som del af en aftale om at droppe præsidentens søgsmål.

Fonden har til formål at kompensere allierede til den republikanske præsident, som mener, at de uretmæssigt er blevet undersøgt og retsforfulgt. Det er en ordning, som Demokraterne har kaldt både korrupt og forfatningsstridig.

Trump anlagde søgsmålet i januar. Konkret mente Trump ikke, at det amerikanske finansministerium og IRS tog de nødvendige forholdsregler for at forhindre, at hans skattedokumenter blev lækket til flere medier i 2019 og 2020.

Bag søgsmålet stod også hans to ældste sønner - Donald Trump Jr. og Eric Trump - og Trumps forretningsimperium, The Trump Organization.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek