København, 19/09/2024 - 10:30
Filmen Pigen med nålen er indstillet som dansk oscarkandidat
Filmen "Pigen med nålen" er valgt som det danske bud på en oscarnominering, oplyser Det Danske Filminstitut.
Af: /ritzau/
Den danske oscarkomité har valgt den danske film "Pigen med nålen" af svenske Magnus von Horn som det danske bud på en oscarnominering i kategorien Bedste Internationale Film.
Det oplyser Det Danske Filminstitut torsdag.
Det betyder dog ikke, at "Pigen med nålen" er endeligt nomineret.
Det bliver først offentliggjort 17. januar 2025, hvor alle oscarnomineringer, inklusive de fem film i kategorien Bedste Internationale Film, meldes ud.
Men filmen er altså Danmarks bud på den bedste oscarkandidat. Det er den danske oscarkomité, hvor Jacob Neiiendam er formand, der har valgt filmen.
- Komitéens opgave er at finde den film, der har den største mulighed for at opnå en nominering. I år var der ikke nogen tvivl om, at det er den film, siger han.
Filmen er instrueret af svenske Magnus von Horn og produceret af Malene Blenskov og Mariusz Wlodarski.
Filmen med skuespillerne Vic Carmen Sonne og Trine Dyrholm foregår i slutningen af Første Verdenskrig i København. Her kæmper den unge fabriksarbejder Karoline for at overleve i København.
Da hun bliver arbejdsløs, gravid og forladt, møder hun Dagmar, der driver et undergrundsadoptionsbureau.
/ritzau/