Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/02/2024 - 13:21

Medier: Paul Pogba får fire års karantæne for doping

Paul Pogba blev efter en Serie A-kamp i august imod Udinese testet positiv for præparatet testosteron.

Isabella Bonotto/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Fodboldspilleren Paul Pogba idømmes fire års karantæne efter at være blevet testet positiv for doping.

Det skriver flere italienske medier, heriblandt La Gazzetta dello Sport og Sky Sport Italia.

Siden har en talsmand fra Pogbas klub, Juventus, oplyst til nyhedsbureauet AFP, at klubben er blevet informeret om dommen.

Juventus-stjernen blev efter en kamp i august testet positiv for præparatet testosteron, som er på Det Internationale Antidopingagenturs (Wada) liste over forbudte stoffer.

Det er den italienske antidopingdomstol Tribunale Nazionale Antidoping (TNA), der har givet den franske midtbanestjerne fire års karantæne.

Fire år er den maksimale straf for den type af lovbrud, som Pogba har begået. Som udgangspunkt får man i Italien to års karantæne, men straffen kan blive fordoblet, hvis det kan bevises, at det forbudte stof er indtaget bevidst.

Ifølge Sky Sport Italia vil Paul Pogba appellere dommen til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

Pogba har været suspenderet af sin klub, Juventus, siden september, mens undersøgelserne har pågået.

Den franske midtbaneprofil har levet en omtumlet tilværelse både på og uden for banen i de seneste år.

På fodboldbanen har han været ramt af mange skader og spillede af den årsag blot seks Serie A-kampe for Juventus i seneste sæson.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek