Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/01/2024 - 05:30

Royale turister bruger millioner i København i weekenden

Dansk Erhverv vurderer, at tronskiftet genererer et tocifret millionbeløb i ekstra turistindtægter.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Normalt er en weekend i januar blandt de mere stille i den københavnske hotel- og restaurationsbranche.

Men takket være dronning Margrethes beslutning om at overlade regentansvaret til kronprins Frederik på søndag kommer der masser af mennesker og liv i hovedstaden i weekend.

Det vil kunne mærkes i de virksomheder, der lever af at betjene turister.

Dansk Erhverv vurderer, at tronskiftet og interessen for at følge det nærmeste hold mindst vil genere 25 millioner kroner i ekstra indtægter.

Det sker på baggrund af den meromsætning, som en næsten fuldt udnyttet hotelkapacitet vil indbringe på overnatnings- og spisesteder.

- Normalt er der en belægningsprocent på hotellerne i København på omkring 50 på en weekend i januar, mens den i sommermånederne ofte rammer 100.

- Derfor skylder vi en stor tak til dronningen for at placere tronskiftet nu og ikke til sommer, hvor der slet ikke ville være plads til de mange ekstra gæster.

- Timingen er i hvert fald god for turismeindustrien, siger Lars Ramme Nielsen, der er branchedirektør for Turisme, Oplevelse og Kultur.

Han forventer, at de mange ekstra besøgende i København også vil kunne mærkes på omsætningen andre steder.

- Vi ved nogenlunde, hvor en gennemsnitlig turist bruger sine penge. Derfor vil det også smitte af på blandt andet taxaer og andre transportformer, detailhandlen og i lufthavnen, siger Lars Ramme Nielsen.

Men han forventer ikke mange udenlandske gæster i weekenden, selv om kongehuset normalt er et trækplaster.

- De tal, som vi har kendskab til, viser, at det primært bliver et stort dansk event det her.

- Det hænger nok sammen med den relativt korte opvarmning. Det er kun 14 dage siden, at det blev annonceret, og det er ikke lang tid til at arrangere en rejse og få fri fra arbejde i, siger branchedirektøren.

Dansk Erhvervs beregninger tager udgangspunkt i en gennemsnitlig værelsespris på 900 kroner og i, og at der bor to personer på hvert værelse, som hver bruger 700 kroner om dagen.

Hertil kommer så forbrug fra de øvrige mange tusinde besøgende, der rejser hjem samme dag eller har booket overnatning andre steder end på hotellerne.

/ritzau/

Los Angeles, 15/04/2024 - 05:08

Serie om stenrig og dysfunktionel familie vinder to priser

Mike Blake/Reuters

"Succession" om den dysfunktionelle familie bag et mediedynasti vandt priser ved Writers Guild Awards.

Tv-serien "Succession" vandt søndag to priser ved den årlige prisuddeling Writers Guild Awards.

Det skriver underholdningsmediet Variety.

Priserne uddeles til de bedste manuskriptforfattere bag årets film og tv-serier. Desuden hyldes teater, dokumentar og computerspil.

"Succession", der handler om et mediedynasti og den dysfunktionelle familie bag, vandt priserne for henholdsvis Bedste Dramaserie- og Episode.

"The Bear" vandt prisen for Bedste Komedieserie, mens "Beef" fra Netflix vandt prisen for Bedste Miniserie.

Prisen for Bedste Nye Serie gik til "The Last of Us" på HBO, mens "Last Week Tonight with John Oliver" vandt i kategorien Bedste Talkshow.

Prisuddelingen afholdes som to begivenheder, der sker samtidig - den ene i New York City og den anden i Los Angeles.

Det er den første afholdning af Writers Guild Awards, efter at medlemmer af Fagforeningen for Hollywoods manuskriptforfattere (WGA) i foråret sidste år gik i strejke.

Strejken medførte blandt andet, at dette års prisuddeling blev udskudt til april.

På scenen i Los Angeles påtalte skuespillerinden Niecy Nash-Betts, som var aftenens vært, også sidste års strejkeforløb.

- Vi kæmpede for lige løn, lige plads til at udtale os, og for vores ret til at nå med til slutningen af en sæson på ti afsnit, sagde hun ifølge Variety.

I oktober sidste år gav fagforeningens medlemmer grønt lys til en treårig aftale med flere filmselskaber og streamingtjenester.

Aftalen indeholder blandt andet en lønstigning og beskyttelse af manuskripter over for kunstig intelligens i branchen.

Succession har også ved andre prisuddelinger vundet flere titler.

I januar i Los Angeles til Emmy-uddelingen, som hylder de bedste tv-serier, dominerede hitserien, da den blandt andet blev vinderen af den prestigefulde pris for Bedste Drama.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 15/04/2024 - 04:44

Serie om stenrig og dysfunktionel familie vinder to priser

"Succession" om den dysfunktionelle familie bag et mediedynasti vandt priser ved Writers Guild Awards.

Tv-serien "Succession" vandt søndag to priser ved den årlige prisuddeling Writers Guild Awards.

Det skriver underholdningsmediet Variety.

Priserne uddeles til de bedste manuskriptforfattere bag årets film og tv-serier. Desuden hyldes teater, dokumentar og computerspil.

"Succession", der handler om et mediedynasti og den dysfunktionelle familie bag, vandt priserne for henholdsvis Bedste Dramaserie- og Episode.

"The Bear" vandt prisen for Bedste Komedieserie, mens "Beef" fra Netflix vandt prisen for Bedste Miniserie.

Prisen for Bedste Nye Serie gik til "The Last of Us" på HBO, mens "Last Week Tonight with John Oliver" vandt i kategorien Bedste Talkshow.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 14/04/2024 - 08:00

FAKTA: Skærm dig mod pollen i hverdagen

* Luft ud tidligt om morgenen eller sent om aftenen, hvor der er færrest pollen i luften.

* Tør dit tøj indendørs eller i tørretumbleren i stedet for at hænge det udenfor.

* Brug solbriller og eventuelt en kasket for at begrænse mængden af pollen, du får i ansigtet.

* Skyl håret, inden du går i seng om aftenen, så du undgår pollen på hovedpuden.

Kilde: Astma-Allergi Danmark.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 14/04/2024 - 08:00

Træt af pollen? Det skal du vide om allergivaccination

Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Forår betyder pollen i luften, men du skal være ekstraordinært hårdt ramt, før det bliver relevant med en vaccination mod din allergi.

Næsen løber, øjnene svier, og du føler dig sløv og træt. Pollenallergi kan være en ret så irriterende forårsbebuder, men hvornår er det relevant for dig at blive decideret vaccineret mod den?

- Vores råd vil altid være, at du taler med din læge. Det er vigtigt, at der bliver udarbejdet en individuel behandlingsplan, lyder det fra Christine Højer Eriksen, der er sundhedsfaglig koordinator i patientforeningen Astma-Allergi Danmark.

- Symptomerne skal drøftes, også i forhold til hvordan de begrænser dig og påvirker din livskvalitet. Og ud fra det træffer lægen en beslutning om den rette behandling, uddyber hun.

Hos forsikringsselskabet Gjensidige melder man om et stigende antal sager og henvendelser om tilskud til allergivaccinationer.

Om der er tale om en generel stigning i antallet af allergivaccinationer, har Charlotte Gotthard Mørtz, der er formand for Dansk Selskab for Allergologi og professor ved Hudafdelingen og Allergicentret på Odense Universitetshospital, ikke nogen fornemmelse af.

- Men der er rigtig mange, der lider af allergi. Det er omkring 30 procent af vores population, der har høfeber eller helårsallergi, fortæller hun.

Hun råder dig, der er pollenallergiker, til at afprøve andre løsninger i samarbejde med din egen læge, inden du overvejer vaccination.

- Hvis du har milde og kortvarige symptomer, kommer det ikke på tale med allergivaccination. Men er der tale om moderate eller svære symptomer, hvor du har behov for fast behandling i længere perioder, kan man overveje det, siger Charlotte Gotthard Mørtz.

Hun peger på, at behandlingen af pollenallergi typisk består af en daglig dosis særlig næsespray med steroid og antihistamintabletter.

- Det er vigtigt, at man tager sin næsesteroid fast gennem pollensæsonen. Det virker ikke, hvis du kun tager det en gang imellem, understreger hun.

Oplever du stadig symptomer på trods af næsespray og antihistaminer, må du igen tage fat i din læge. Her vil du, hvis ikke det allerede er sket, blive grundigt undersøgt med blodprøver og priktest for at finde frem til, hvad det helt præcist er for pollen, du reagerer på.

Kommer vaccination herefter på tale, skal du indstille dig på, at processen bliver en lang en af slagsen.

- Behandlingen kræver, at man er vedholdende som patient, fordi den foregår over tre til fem år, hvor du hver sjette uge får en injektion. Man kan også få pillebehandlinger, hvor man skal huske at tage en pille hver dag i tre år, fortæller Charlotte Gotthard Mørtz.

Samtidig skal du gøre dig det klart, at du ikke kan regne med at blive totalt symptomfri, når behandlingen slutter.

- Men de fleste er rigtig glade for behandlingen og får en markant bedre livskvalitet. Desuden kan udvikling af astma forebygges, siger professoren og fortsætter:

- Man må dog ikke tænke, at man aldrig kommer til at mærke noget til sin høfeber igen. Man vil stadig kunne opleve milde symptomer.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek