Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

14/10/2025 - 07:00

Hjælp din teenager godt ind i den digitale pengeverden

Har din teenager svært ved at forstå værdien af penge? Få eksperternes råd til at hjælpe dit barn med at overskue økonomi i et digitalt pengelandskab.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: Af Lukas Nørgaard Bødiker, Ritzau Fokus

Når dit barn bliver teenager, åbner en ny økonomisk verden sig.

Pludselig bliver MitID og MobilePay en del af hverdagen, og dit barn skal lære at navigere i den digitale pengeverden.

For mange forældre kan det føles overvældende, fortæller Nordeas privatøkonomiske ekspert, Betina Grimstrup.

- Børn fanger hurtigt, at der er nye og nemme muligheder, og de vil gerne i gang. Men det er vigtigt at tage det i et tempo, hvor de kan følge med, siger hun.

Derfor anbefaler hun at gøre noget særligt ud af snakken om regler og rammer. For når adgangen til penge bliver lettere, kræver det gode vaner.

- Det kan være en fordel at tage samtalen, allerede inden barnet får adgang til de digitale løsninger, siger Betina Grimstrup.

Også Anne Juel Jørgensen, der er børne- og ungechef i Danske Bank og forfatter til "Giv dit barn gode pengevaner", understreger betydningen af at øve økonomi i praksis.

- Lommepenge er en rigtig god idé. Giv barnet ansvar for egne penge, og tro på, at øvelse gør mester. Barnet vil måske købe noget dumt, men det er værdifulde lærepenge, hvis man får talt om det på en konstruktiv måde uden at udskamme, siger hun.

Hun opfordrer til, at forældre ikke er bange for at tale om penge.

- Når man taler om økonomi, lærer barnet, hvilken værdi penge har.

Begge eksperter advarer samtidig mod at falde i den såkaldte "MobilePay-fælde", hvor man swiper uden at tænke over beløbet.

- Det er vigtigt at få indarbejdet en vane, hvor teenageren stopper op og overvejer, hvad pengene går til, siger Anne Juel Jørgensen.

Betina Grimstrup supplerer:

- Penge bliver hurtigt usynlige. Derfor er det en god idé at lære barnet at tjekke sin konto og sikre, at der er styr på bankadgangen.

Den privatøkonomiske ekspert understreger, at det kan være en god idé at lære, at lægger man ud for andre, skal pengene tilbage.

- Det er helt i orden at anmode kammeraterne om de 15 kroner for en is, siger hun.

Anne Juel Jørgensen anbefaler også at træne barnets kritiske sans over for tilbud og digitale fristelser.

- Handler dit barn online, kan det lægge varen i kurven. Men lav en aftale om, at de skal vente 24 timer eller måske en uge med at købe det. Så er det lettere at vurdere, om det virkelig er nødvendigt.

Lige såvel som vi voksne kan blive snydt og udnyttet med vores digitale betalingsmidler, kan børnene det også.

Derfor er det vigtig at lære fra sig om digital sikkerhed, påpeger Betina Grimstrup.

- Alt, hvad der hedder koder og brugernavne og så videre, det holder man 100 procent for sig selv, siger hun og fortsætter:

- Husk at lære dit barn, hvis det skal overføre penge, at det er det rigtige navn og nummer, der overføres til. Og tjek altid, at beløbet passer.

/ritzau fokus/

København, 13/10/2025 - 19:13

Statsministerens mand arbejder på dokumentar om Zelenskyj

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Mette Frederiksens mand, Bo Tengberg, har fået støtte til et filmprojekt, hvor Ukraines præsident indgår.

Statsminister Mette Frederiksens (S) mand, filmfotograf Bo Tengberg, arbejder på en dokumentarfilm, hvor Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, indgår.

Det skriver Ekstra Bladet, der har fået det bekræftet af Bo Tengberg og produktionsselskabet Seabird Production.

Han vil dog ikke at udtale sig om projektet på nuværende tidspunkt.

- Jeg glæder mig til at tage diskussionen om filmen og dens indhold, når den er færdig, siger Bo Tengberg i en mail til Ekstra Bladet.

Projektet har titlen "The Conflict", og bag den står Seabird Production, hvor Bo Tengberg er medejer.

Det Danske Filminstitut (DFI) har støttet udviklingen af projektets manuskript med 190.000 kroner i 2024. Det fremgår af instituttets hjemmeside.

Partner i Seabird Production Troels Uhrbrand Rasmussen bekræftede torsdag over for Ekstra Bladet, at "der er noget produktion i Ukraine".

Men på grund af sikkerhed og fortrolighed ville han ikke udtale sig nærmere om projektet.

I mailen fra Bo Tengberg og Seabird Production til Ekstra Bladet lyder det videre, at "det er offentligt velkendt, at der er et personligt venskab mellem præsidentparret i Ukraine og statsministerparret i Danmark".

Blandt andet derfor bør Bo Tengberg slet ikke lave et filmprojekt om Volodymyr Zelenskyj, mener Transparency International Danmark.

Formand Jesper Olsen siger til Ekstra Bladet, at projektet vil kunne opfattes "som en propagandafilm for regeringens politik".

- Dertil kommer, at Bo Tengberg har en privatøkonomisk interesse i at tjene penge på dokumentaren, og derved har statsministeren det også. Og så har han adgang til den ukrainske præsident, fordi han er gift med statsministeren, og ikke fordi han er dokumentarist, siger Jesper Olsen til mediet.

Statsministeren svarer i en mail til Ekstra Bladet mandag, at hun er glad for at hendes mand formidler konsekvenserne af Ruslands krig.

- Jeg har selvsagt intet at gøre med dokumentaren og medvirker ikke i den.

- Danmark har et stort engagement i at støtte Ukraine. Det havde vi, før Bo tog initiativ til en dokumentar, og det bliver vi ved med at have. Det påvirkes ikke på nogen måde af min mands arbejde, skriver hun.

Siden Rusland invaderede Ukraine i 2022 har Danmark støttet Ukraine med knap 75 milliarder kroner i militær og civil støtte. Det viser tal fra Udenrigsministeriet.

Ud over at have været fotograf på en række film og tv-serier, stod Bo Tengberg i 2023 bag dokudramaet "Anker" på TV 2, der omhandlede den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 13/10/2025 - 18:54

Taylor Swift annoncerer ny dokumentar bag om rekordturné

Scott A Garfitt/Ritzau Scanpix

To dokumentarafsnit samt en koncertfilm fra Taylor Swifts "Eras Tour" vil udkomme 12. december på Disney+.

Den amerikanske popstjerne Taylor Swift har mandag annonceret en ny dokumentar, der går bag om hendes yderst populære koncertturné "Eras Tour".

Det gør hun i et opslag på det sociale medie Instagram.

Dokumentaren har fået navnet "The End of an Era" og består af seks afsnit.

- Det var afslutningen på en æra, og det vidste vi godt.

- Vi ønskede at huske hvert eneste øjeblik, der ledte op til kulminationen på det vigtigste og mest intense kapitel i vores liv, så vi gav filmskabere lov til at filme denne turné og alle de historier, der var vævet ind i den, som den nærmede sig sin slutning, skriver Taylor Swift i opslaget.

Derudover er den sidste koncert på "Eras Tour" også blevet lavet til en film.

Under "Eras Tour", som fandt sted fra marts 2023 til december 2024, nåede Taylor Swift at afholde 149 koncerter fordelt over 51 byer på fem kontinenter.

Turnéen blev den mest indbringende turné i historien med billetindtægter for mere end to milliarder dollar. Det svarer til knap 13 milliarder kroner.

Koncerterne havde en varighed på tre en halv time, og Taylor Swift optrådte med sange fra alle sine albums.

Hun har selv beskrevet turnéen som "det absolut mest udfordrende jeg nogensinde har gjort i mit liv".

Taylor Swift betragtes for tiden som en af de største og mest indflydelsesrige kulturpersonligheder i USA - og i verden.

I begyndelsen af oktober udkom hendes 12. album med titlen "The Life of a Showgirl".

Albummet har modtaget blandede anmeldelser.

Det amerikanske magasin Rolling Stones gav "The Life of a Showgirl" fem ud af fem stjerner, og skrev blandt andet i anmeldelsen, at Taylor Swift rammer rent.

The Guardian gav derimod albummet to ud af fem stjerner.

- Måske gik det for hurtigt (med albummet, red.). Eller måske var sangskriveren bare udmattet, hvilket ville være forståeligt, lød det i anmeldelsen fra mediet.

"The Life of a Showgirl" blev skrevet og produceret, mens Taylor Swift turnerede i Europa.

Både koncertfilmen og de to første afsnit af den nye dokumentar udkommer 12. december på streamingtjenesten Disney+.

Efterfølgende vil der udkomme to afsnit om ugen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 14/10/2025 - 10:00

FAKTA: Tænk i smagslag

Lag på lag-modellen gælder også for smag. Her er nogle eksempler på ingredienser, der kan indgå som smagslag:

* Umami: soja, grøntsagsfond, miso, peber, tørrede svampe, lagret ost.

* Bittert: brunede grøntsager, valnødder, citrusskal, olivenolie.

* Sødt: lys sirup, rørsukker, honning, frugt.

* Surt: eddike, citron, syltede og fermenterede grøntsager.

* Salt: havsalt, koncentreret fond, soja, kapers og oliven.

* Fedt: smør, olivenolie, kokosmælk, ost, fløde.

Kilde: Kogebogen "Lag på lag - genveje til smagfulde, grønne måltider" af Camilla Skov.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 14/10/2025 - 10:00

Lav nemme vegetarretter ved at se tallerkenen fra en ny vinkel

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Vegetarisk hverdagsmad bliver lettere at gå til, hvis du bygger måltidet op lag for lag, lyder det fra aktuel kogebogsforfatter.

Retter uden kød rusker op i, hvordan du planlægger aftensmaden. Uden bøffen, kyllingen eller krebinetten som tallerkenens hovedperson tvinges du til at bygge måltidet op på en anden måde, end du plejer.

Men det behøver slet ikke at være en særlig svær øvelse. Det mener Camilla Skov, der driver bloggen Vegetarisk Hverdag og er forfatter til flere kogebøger.

Den seneste i rækken hedder "Lag på lag - genveje til smagfulde, grønne måltider", og den rummer hendes bud på en enkel tilgang til vegetarisk madlavning, som hun kalder lag på lag-metoden.

- Det var noget, der skete ret naturligt for mig, da jeg selv trådte ind i det vegetariske køkken og havde været vant til at lade alle måltider udgå fra et stykke kød. Det satte min madlavning fri på en ret fed måde, fortæller Camilla Skov.

Hun peger på plademad som et godt eksempel på lag på lag-mad. Her laver du et helt måltid på en bageplade. I bunden lægger du måske nogle rodfrugter, som kommer i ovnen først.

Senere tilføjer du nogle grøntsager ovenpå, der skal have kortere tid i ovnen, og til sidst serverer du retten med forskellige toppings. Det kan være fetaost eller stegt halloumi, friske krydderurter og en form for sovs.

I stedet for at tænke måltidet ud fra den klassiske Y-model, hvor du fordeler ingredienserne efter protein, kulhydrater og grønt tilbehør, lægger lag på lag-metoden altså op til, at du betragter tallerkenen fra siden og ser måltidet som en konstruktion med en bund, midte og top.

Metoden gør det ifølge Camilla Skov ikke kun lettere at hitte på vegetariske retter, den giver også plads til, at for eksempel knap så madmodige børn selv kan vælge, hvor mange lag de stabler på tallerkenen.

- Det er en stor hjælp at betragte måltidet som nogle forskellige byggeklodser, hvor man selv vælger til og fra og dermed selv har agens ved bordet, siger hun.

De fleste af hendes lag på lag-opskrifter består derfor helt bevidst af en neutral base, som de fleste kan lide. Det kan være pasta, ris eller en nudelsuppe. De næste lag af toppings og sovs kan både børn og voksne så selv tage stilling til ved bordet.

- På den måde taler metoden også ind i en tid, hvor vi ofte har forskellige præferencer, når vi spiser sammen flere mennesker. Nogle spiser kød, andre gør ikke, nogle er allergikere, andre er ikke. Så det handler også om at kunne spise sammen, uden at vi nødvendigvis alle spiser det samme, forklarer Camilla Skov.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek