Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 19/03/2026 - 05:30

FAKTA: Anklage om milliardhvidvask gennem selskaber

Ifølge anklagemyndigheden hvidvaskede en advokat for 1,9 milliarder, når selskaber handlede med hinanden.

Af: /ritzau/

Københavns Byret har siden januar 2025 haft retsmøder i en kæmpe sag om hvidvask.

Blandt de tiltalte er den tidligere advokat, 65-årige Lars Philip Comerford. Han er tiltalt for hvidvask for 1,9 milliarder kroner. Han - og de andre - nægter sig skyldige.

Torsdag indledes proceduren i sagen efter flere end 50 retsmøder. Dommen ventes senere på foråret.

Anklagemyndigheden mener, at Comerford via selskaber foretog såkaldt handelsbaseret hvidvask:

* Hvidvask handler om at sløre, at penge egentlig stammer fra kriminalitet. Man prøver med andre ord at gøre sorte penge hvide.

* I denne sag foregik hvidvasken ifølge anklagemyndigheden gennem fem selskaber. Der var tale om såkaldt handelsbaseret hvidvask, mener anklageren.

* Det betyder, at der faktisk blev foretaget handler mellem virksomheder. Men handlerne blev brugt til at sløre, hvor pengene egentlig stammede fra.

* Anklagemyndigheden påstår, at der blev foretaget handler, uden at det gav forretningsmæssig mening.

* Et eksempel er handler for millioner af dollar med korn, som ifølge anklagemyndigheden ikke giver forretningsmæssig mening, da både køber og sælger er af samme gruppe mennesker.

Kilde: DR, Ritzau og anklageskriftet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek