Aalborg, 12/05/2025 - 13:35
Uenig hollænder ser stolt tilbage på AaB-tid efter fyring
Menno van Dam er tilfreds med sit aftryk i AaB, men havde håbet på længere snor.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den hollandske fodboldtræner Menno van Dam er ærgerlig over, at han for tre uger siden blev fyret i superligaklubben AaB. Selv om han ikke er enig i beslutningen, ser han dog også tilbage på tiden med stolthed.
Det skriver han i et opslag på LinkedIn, hvor han for første gang ytrer sig siden fyringen 20. april.
- Sammen med en dedikeret stab og en ung, sulten spillertrup (det femteyngste hold i Europa) arbejdede vi på at skabe genkendeligt, offensivt fodbold med mod, intensitet og stærk forbindelse til fansene.
- Ikke alt gik som ønsket, men meget gik godt. Og det ser jeg tilbage på med stolthed. Jeg behøver ikke altid være enig i en sådan beslutning, men jeg forstår bedre end nogen, at ingen er større end klubben - heller ikke mig, skriver Menno van Dam blandt andet.
Han blev ansat sidste forår, da klubben allerede havde sikret sig oprykning til Superligaen.
Hollænderens energiske og ambitiøse spillestil medførte flere lussinger, blandt andet fem 4-0-nederlag, men klubben lå fire point over nedrykningsstregen, da han blev fyret.
Siden er klubben røget ned under stregen og er i alvorlig nedrykningsfare før de sidste to spillerunder.
Menno van Dam føler, at han er blevet "en bedre træner og et bedre menneske" undervejs i sit første cheftrænerjob i voksenfodbold. Tidligere var han ungdomstræner i blandt andet Brøndby.
- Jeg afslutter denne periode med et smil, en tåre og frem for alt stolthed, skriver han og takker en række navngivne personer fra AaB's ledelse og ejerkreds.
Han blev erstattet af Kristoffer Wichmann på posten. Afløseren har hentet et point i tre kampe.
/ritzau/