Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Oslo, 22/07/2026 - 06:15

Norge mindes ofre for Breivik med mindehøjtidelighed i Oslo

- Jeg har aldrig løbet så hurtigt i hele mit liv, siger én af de overlevende på årsdag for Breiviks angreb.

Jan Langhaug/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Norge markerer onsdag 15-årsdagen for de angreb, der fandt sted i Norge i juli 2011 og kostede 77 mennesker livet.

Her detonerede højreekstremisten Anders Behring Breivik en bombe i det norske regeringskvarter og åbnede derefter ild ved en politisk ungdomslejr på øen Utøya.

Ifølge nyhedsbureauet dpa skal repræsentanter for støttegrupper samt premierminister Jonas Gahr Støre tale ved en mindehøjtidelighed fra morgenstunden.

Derefter skal navnene på de dræbte læses op, og der skal lægges kranse. Efterfølgende er der planlagt en gudstjeneste i domkirken i Oslo, hvor kong Harald og dronning Sonja vil deltage.

Der afholdes en mindehøjtidelighed på Utøya om eftermiddagen.

Den 22. juli 2011 sprængte Breivik en bilbombe i regeringskvarteret og dræbte otte mennesker.

Derefter tog han til Utøya, hvor han - klædt ud som politibetjent - skød løs mod deltagerne på Arbeiderpartiets ungdomsorganisations årlige sommerlejr. 69 personer - de fleste af dem unge og unge voksne - blev dræbt på øen.

Ifølge det norske medie VG var der 564 mennesker på øen, da han angreb den.

Ola Helmich Borchgrevink Pedersen var én af dem. Han var 16 år i 2011 og er i dag rådgiver for den tidligere Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg i Norges finansministerium.

Han fortæller til VG, at da han hørte skuddene, troede han, at det var fyrværkeri. Folk begyndte først at løbe lidt.

Men da et af medlemmerne af ungdomsorganisationen nærmede sig Breivik og blev skudt foran alle, brød panikken løs, fortæller han.

- Det gik fra at være en tryg atmosfære, som vi befinder os i hele tiden i livet, til pludselig at være som i en skrækfilm. Jeg var hunderæd.

- Kroppen tog fuldstændig over og gjorde sig klar til at flygte, til at overleve. Jeg har aldrig oplevet, at jeg har løbet så hurtigt i hele mit liv, siger han til VG.

Han mistede sin kæreste, Margrethe Bøyum Kløven, i angrebet, fortæller han. Hun blev kun 16 år. Derfor "handler Utøya vældig meget om hende for mig", siger han.

Angrebene anses for at være de mest voldelige handlinger i Norges efterkrigshistorie. Breivik blev i 2012 idømt 21 års fængsel, hvilket var den maksimale straf på det tidspunkt.

Søndag indviede den norske regering et permanent mindested for angrebene. Det ligger i regeringskvarteret i Oslo.

Der er tale om en 12 meter høj skulptur med en ramme, der bærer en monumental mosaik af sten. Stenen er hentet fra øen Utøya og Tyrifjorden, som øen ligger i.

Navnene på de 77 personer, der blev dræbt under angrebene, står i rammens nederste bjælke.

RITZAU

TjekDet - faktatjek