Bruxelles, 16/07/2025 - 18:13
Dansk erhvervsliv: Finansiering af EU-budget har bitter eftersmag
For at finansiere EU's næste budget foreslår EU-Kommissionen, at større virksomheder betaler et fast bidrag.
Af: /ritzau/
Erhvervslivet er bekymret for EU-Kommissionens forslag om en ny selskabsskat.
Det oplyser Dansk Industri (DI) og Dansk Erhverv, som frygter, at det kan være med til at svække EU's konkurrenceevne.
En del af EU's næste langsigtede budget skal finansieres ved hjælp af en ny skat for store virksomheder, der har en værdi på over 100 millioner euro.
Det forventes at generere 6,8 milliarder euro om året i gennemsnit.
Ifølge DI's europapolitiske chef, Rikke Wetendorff Nørgaard, har finansieringsmåden en "bitter eftersmag".
- Når vi vil styrke europæisk konkurrencekraft og fastholde virksomheder og arbejdspladser i Europa, så er en ny erhvervsskat det stik modsatte af, hvad der er brug for, siger hun.
EU-Kommissionens forslag til det nye langsigtede budget efter 2027 indeholder forslag om nye egne indtægter.
Selskabsskatten, der har fået den engelske titel A Corporate Resource for Europe (CORE), er en del af de indtægter.
Ifølge Dansk Erhvervs EU-chef, Andreas Geertsen, bør man i stedet prioritere bedre i de eksisterende budgetposter.
EU-Kommissionen foreslår derudover at afsætte 410 milliarder euro til en europæisk konkurrencefond. Det skal medvirke til at styrke EU's konkurrenceevne over for blandt andre USA og Kina.
Det er man glad for hos DI, hvor man håber, at det kan gøre det lettere for virksomheder at søge om EU-midler.
Fonden er en reaktion på, at den såkaldte Draghi-rapport, som var bestilt af EU-Kommissionen, i sidste år pegede på, at EU er ved at falde bagud i den globale konkurrence i forhold til især USA og Kina.
Her lød det, at der er behov for en investering på omkring 800 milliarder for at bekæmpe den svækkede konkurrenceevne i EU. Helt så højt er beløbet ikke blevet i EU's nye budget.
Det næste flerårige budget skal gælde fra 2028 til 2034. Så der går endnu noget tid, før investeringerne kan få effekt.
EU-Kommissionens udspil skal desuden først vedtages af alle 27 EU-lande samt EU-Parlamentet, før det kan træde i kraft.
/ritzau/