Kyiv, 23/06/2025 - 04:55
Fem civile meldes såret i russisk droneangreb på Kyiv
Mindst fem civile meldes såret under russiske droneangreb i Ukraines hovedstad, Kyiv, natten til mandag.
Zoya Shu/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et russisk droneangreb har natten til mandag ramt flere bydele i Ukraines hovedstad, Kyiv.
Mindst fem civile er ifølge ukrainske myndigheder blevet såret i angrebet, der er udbrudt brand i beboelsesområder, og indgangen til en metrostation er beskadiget, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Mange indbyggere i Kyiv bruger metrostationer som beskyttelsesrum, når byen er under russiske angreb.
Tymur Tkatjenko, der står i spidsen for Kyivs militæradministration, oplyste tidligt natten til mandag, at hovedstaden var under omfattende russiske droneangreb.
- Endnu et omfattende angreb på hovedstaden. Der er muligvis tale om flere bølger af fjendtlige droner, skrev han i en udtalelse ifølge AFP.
Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, oplyser natten til mandag, at to personer er blevet indlagt på hospitalet i distriktet Solomjanskyj.
To andre personer er blevet såret nær en metrostation i en anden del af byen, oplyser Tkatjenko.
Nattens angreb i Kyiv, sker efter at Ukraines forsvarschef, Oleksandr Syrskyj, har lovet at skrue op for de ukrainske angreb på Rusland.
- Vi vil ikke bare sidde og forsvare os. For det fører ikke til noget, og i sidste ende fører det til, at vi stadig trækker os tilbage og mister folk og landområder, sagde han for nylig ifølge AFP.
Syrskyj mener dog, at Rusland har flere fordele, når det drejer sig om krigsførelse ved brug af droner.
- Her har de desværre en fordel både i forhold til antallet og rækkevidden, sagde han.
Både Rusland og Ukraine har gentagne gange udført luftangreb mod hinanden, siden Rusland i februar 2022 invaderede nabolandet.
Ukraine og flere vestlige lande har presset på for at få Rusland til at gå med til en øjeblikkelig våbenhvile, der skal vare i 30 dage.
Det forslag har Rusland flere gange afvist.
/ritzau/