22/11/2025 - 10:00
FAKTA: Forstå din forskuds- og årsopgørelse
Af: Af Luisa Vestmar Norén, Ritzau Fokus
* Forskudsopgørelsen frigives i november og er en slags budget over dine indtægter og fradrag det kommende år.
* Den bestemmer, hvor meget skat du skal betale. Du skal justere forskudsopgørelsen løbende, hvis dine forhold omkring løn, lån eller fradrag ændrer sig.
* Årsopgørelsen frigives i marts og er regnskabet for det foregående år. Den viser altså dine reelle indtægter og fradrag.
* Det er her, du kan se, om du skal betale restskat eller får udbetalt overskydende skat.
* Indbetalinger på arbejdsgiveradministrerede og private ratepensioner bliver indberettet til Skat af din bank eller dit pensionsselskab. Du skal altså ikke selv skrive beløbene på din årsopgørelse.
* Hvis du er blevet beskattet af dine indbetalinger til en ratepension, vil det fremgå af årsopgørelsen.
* Du kan vælge at overdrage pengene til en anden pensionsordning eller få det overskydende beløb udbetalt. Kontakt din bank eller dit pensionsselskab, og aftal det videre forløb.
* Både din forskud- og årsopgørelse finder du på Skat.dk.
Kilde: Skattestyrelsen.
/ritzau fokus/




