Aarhus, 03/07/2025 - 20:09
Tre personer får bøder for at flyve droner over Aarhus
På grund af indvielsen af det danske EU-formandskab gælder et overflyvningsforbud over Aarhus.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tre personer har torsdag fået bøder for at overtræde et overflyvningsforbud ved at sende droner op over Aarhus.
Det skriver Østjyllands Politi på det sociale medie X.
Overflyvningsforbuddet skyldes indvielsen af det danske EU-formandskab, som finder sted torsdag i Aarhus.
Her deltager blandt andre Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, statsminister Mette Frederiksen og kongeparret.
Den første overtrædelse skete torsdag eftermiddag, da en udenlandsk mand sendte en drone op i det centrale Aarhus.
Lidt senere sendte to personer også en drone op.
Alle tre personer har fået en bøde på 3000 kroner. De var desuden kortvarigt frihedsberøvet, skriver politiet.
- Vi håndhæver konsekvent overflyvningsforbuddet, og vi giver bøder for overtrædelserne, lyder det fra Brian Voss Olsen, politiinspektør i Østjyllands Politi, på det sociale medie X.
Ved grovere uagtsomhed kan bøderne komme op på 5000 kroner.
Østjyllands Politi annoncerede overflyvningsforbuddet 27. juni i en pressemeddelelse.
- Vi kommer til at iværksætte en efterforskning med det samme, hvis vi får oplysninger om, at der eksempelvis bliver fløjet en drone i det område, der er påvirket af overflyvningsforbuddet, sagde Brian Voss Olsen dengang.
Forbuddet trådte i kraft onsdag klokken 07.00 og gælder frem til fredag klokken 15.00. Det dækker det meste af byen i en radius på omkring otte kilometer fra centrum.
Torsdag er flere veje i Aarhus desuden spærret af i forbindelse med indvielsen af det danske EU-formandskab.
/ritzau/