København, 24/01/2025 - 11:57
Ida Wohlert stopper på Go' morgen Danmark
Efter næsten 16 år på "Go' morgen Danmark" udskifter Ida Wohlert den røde sofa og giver stafetten videre, skriver hun på Instagram.
Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus
Siden 2009 har Ida Wohlert været et fast ansigt på "Go' morgen Danmark".
Men nu er det slut. Tv-værten har valgt at sige farvel til TV 2-programmet. Det fortæller hun i et længere opslag på det sociale medie Instagram.
- For mig er dagen i dag både en glædens dag og en sorgens dag. Jeg har valgt at stoppe på "Go' morgen Danmark", skriver hun og fortsætter:
- I næsten 16 år har jeg haft det store privilegium at stå op og sige go' morgen til alle jer - det har jeg knuselsket.
- Hver eneste gang. Men efter flere end 7260 interviews har jeg brug for at udskifte den røde sofa med en anden taburet - så nu giver jeg stafetten videre, lyder det fra den garvede tv-vært.
I opslaget takker hun også alle de kolleger, hun har haft gennem årene, og de gæster, der har turdet lægge deres ofte dybt personlige historier i hendes hænder.
Også tv-værtens mand, Kasper Fredshavn, får søde ord med på vejen:
- Kasper, jeg havde aldrig kunnet løbe det her maraton uden dig. Du er den vildeste, jeg kender, og du har været med på hele rejsen. Jeg elsker dig højt.
Ida Wohlert afslører ikke, hvad hun skal lave i stedet for "Go' morgen Danmark".
- Hvad fremtiden bringer, vil jeg glæde mig til at dele med jer. Lige nu vil jeg tage mig den luksus at puste lidt ud og nyde at kunne sove længe, skriver hun.
Siden opslaget blev delt, har flere af tv-værtens kolleger reageret på stoppet.
Blandt andet skriver Rasmus Staghøj, som er en del af værtsholdet, at Ida Wohlert vil blive savnet.
Og Go' aften Live-værten Janni Pedersen kalder Ida Wohlert for en kæmpe stjerne.
- Ikke kun på skærmen, men også som kollega. Det har været en stor inspiration at være kollega med dig, skriver hun i en kommentar til opslaget.
/ritzau/