København, 12/07/2025 - 04:57
Boeing indgår forlig med mand som mistede familie i flystyrt i 2019
En mand krævede erstatning efter at have mistet sin kone og tre børn, da et Boeing-fly styrtede ned i 2019.
Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Den amerikanske flyproducent Boeing har indgået forlig med en mand, hvis kone og tre børn døde, da et 737 Max-fly under Ethiopian Airlines styrtede ned i Etiopien i 2019.
Det oplyser advokatfirmaet Clifford Law, der repræsenterer manden i sagen.
Dermed undgår Boeing en retssag, der skulle have kørt mandag i byen Chicago i Illinois.
- Der er indgået forlig for et fortroligt beløb, siger en talsmand for Clifford Law.
Manden, der hedder Paul Njoroge, krævede erstatning efter flystyrtet, der skete den 10. marts 2019, seks minutter efter at flyet var lettet fra Addis Ababa i Etiopien. 157 personer omkom.
Njoroge mistede sin 33-årige kone, Carolyne, og sine tre børn, der var henholdsvis seks år, fire år og ni måneder gamle. Desuden omkom Njoroges svigermor i flystyrtet.
I 2019 fortalte Njoroge et kongresudvalg, at tanker om hans families sidste minutter på flyet hjemsøgte ham.
- Det er svært for mig at tænke på andet end den rædsel, som de må have følt. Jeg kan ikke få det ud af mit hoved, sagde han.
Retssagen, som skulle være begyndt mandag, skulle have varet fem til syv dage.
Indtil videre er Boeing lykkedes med at undgå civile retssager i forbindelse med to 737 Max-flystyrt fra henholdsvis 2018 og 2019.
Året inden flystyrtet i Etiopien styrtede et fly af samme model ned i Indonesien. Alle 189 personer om bord omkom.
Mellem april 2019 og marts 2021 sluttede 155 ofres pårørende sig til en retssag, hvor de anklagede luftfartsgiganten for blandt andet uagtsomt manddrab.
Boeing har erkendt skyld i forbindelse med flystyrtet i Etiopien og har sagt, at det skyldtes en softwarefejl i flyenes styresystem.
Boeing har oplyst, at det har indgået forlig uden om retten i mere end 90 procent af de civile sager.
Flyproducenten erklærede sig sidste år skyldig i sammensværgelser i en sag om de to flystyrt.
Konkret har Boeing tilstået, at selskabet bevidst fremsatte falske oplysninger om en funktion i selskabets software over for luftfartsmyndigheden FAA.
Funktionen var med til at spare Boeing penge, da den ikke krævede lige så grundig træning for piloter på Max-flyene.
Som led i den tilståelse skal Boeing over tre år investere 455 millioner dollar - 3,1 milliard kroner - i at forbedre sikkerhed og i at styrke overholdelsen af regler og retningslinjer.
Boeing blev desuden pålagt at betale en bøde på 243,6 millioner dollar - knap 1,7 milliarder kroner.
I 20 måneder efter styrtet i Etiopien fik Max-flyene forbud mod at gå på vingerne. De flyver igen i dag.
/ritzau/AFP