Struer, 01/06/2026 - 20:26
27-årig kvinde er død i motorcykelulykke
Af ukendte årsager kolliderede en 27-årig kvinde med et træ i vejsiden. Det oplyser politiet til TV Midtvest.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 27-årig kvinde er død i en motorcykelulykke på Kjærgårdsmøllevej tæt på Struer mandag.
De pårørende er underrettet.
Det oplyser Rasmus Poulsen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV Midtvest mandag aften.
- Af ukendte årsager kolliderer hun med et træ i vejsiden og afgår ved døden, siger vagtchefen til mediet.
Ulykkesstedet skal nu undersøges af en bilinspektør.
En bilinspektør foretager tekniske undersøgelser på stedet og kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, samt om der er foretaget opbremsninger eller lignende.
Politiet fik anmeldelsen ved 17-tiden.
I forbindelse med ulykken var vejen kortvarigt spærret.
/ritzau/




