Bruxelles, 14/07/2025 - 16:48
EU-Kommissionen vil beskytte børn mod skadeligt indhold online
Kommende dansk app fremhæves af EU-Kommissionen som en "guldstandard for alderssikring online".
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Børn og unge skal beskyttes bedre mod skadeligt indhold på sociale medier.
Det skriver EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.
Kommissionen har mandag fremlagt nye retningslinjer på området på et pressemøde i Bruxelles med deltagelse af blandt andre digitaliseringsminister Caroline Stage (M).
Det skal ifølge kommissionen for eksempel være slut med såkaldte streaks.
Det er et flamme-symbol, der dukker op på nogle sociale medier, når man har sendt et vist antal beskeder eller billeder til en person flere dage i træk.
Det stimulerer vanedannende adfærd, lyder det i pressemeddelelsen.
Det anbefales også, at mindreårige får bedre muligheder for at blokere brugere, der udsætter dem for såkaldt cybermobning.
Kommissionen anbefaler i retningslinjerne også, at der laves en løsning til aldersverifikation.
Den skal bruges til at bevise, at en person er gammel nok til at kunne tilgå "voksenindhold online".
Danmark er blandt "frontløberne", der arbejder med at udvikle en sådan app, skriver EU-Kommissionen.
Digitaliseringsministeriet oplyste i juni, at man netop arbejder på at udvikle en app, der skal samle danskernes kort og beviser i en app.
Appen skal ifølge ministeriet kunne bruges til at verificere alder, hvis man eksempelvis vil købe alkohol i et supermarked eller oprette en profil på et socialt medie med aldersgrænse.
Den nye app forventes klar i begyndelsen af 2026, har ministeriet oplyst.
- Protopyen på aldersbekræftelsesappen er brugervenlig og beskytter privatlivets fred ved at fastsætte en "guldstandard for alderssikring online", lyder det i pressemeddelelsen fra EU-Kommissionen.
Danmark vil sammen med Frankrig, Spanien, Italien og Grækenland være de første lande, der samarbejder med kommissionen om prototypen, skriver EU-Kommissionen.
/ritzau/