København, 08/08/2025 - 06:33
Solrig weekend i vente med enkelte byger
Der er i weekenden risiko for spredte byger, men vejret bliver primært tørt og solrigt, oplyser DMI.
Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der venter en fortrinsvis tør og solrig weekend med temperaturer på omkring de 20 grader i det meste af Danmark.
Det siger Martin Lindberg, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Fuldstændig tørt bliver det dog ikke, og fredag er der først på dagen risiko for spredte byger, som primært vil ramme Jylland. Fredagens byger kan være med torden.
- I løbet af eftermiddagen klarer det op fra vest, og der kommer efterhånden nogen eller en del sol, og det holder mest tørt.
- Det bliver ret så varmt med temperaturer på op mellem 18 og 24 grader. Det bliver varmest i de østlige egne, siger Martin Lindberg.
Lørdagen byder på endnu mere af den samme type vejr. Selv om det for det meste vil være tørt, så er der igen risiko for byger.
- En svag højtryksryg giver os tørt vejr. Der kommer nogen eller en del sol, men i løbet af eftermiddagen kommer der byger i det nordvestlige Jylland. Der kan også østpå komme byger om aftenen.
- Det bliver stort set samme temperatur på mellem 19 og 23 grader, siger Martin Lindberg.
Meteorologen fra DMI varsler heller ikke de store ændringer, når det gælder søndag.
- Der kommer nogen eller en del sol på søndag i hele landet, men der er også mulighed for enkelte lokale byger.
- Det bliver lidt køligere med temperaturer på mellem 17 og 21 grader. Vinden tiltager og blive jævn til frisk, siger Martin Lindberg.
Han vurderer, at der er gode chancer at komme ud til stranden for at bade og lave andre sommeraktiviteter.
- Ja, det synes jeg. Det er ret fint vejr med behagelige temperaturer og nogen sol i hele weekenden og mest tørt. Det lover godt, siger Martin Lindberg.
- Der kommer enkelte eller spredte byger i dag, men også sol. Både lørdag og søndag får vi sol, og det holder mest tørt, siger han.
/ritzau/