København, 06/02/2024 - 10:22
Jyllands-Postens chefredaktør beklager omstridt eksamenshjælp
Marchen Neel Gjertsen kalder det dårlig dømmekraft fra hendes side, da hun hjalp ven med en stor opgave.
Af: /ritzau/
Det ræsonnerede ikke udelukkende positivt, da Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, i et interview med Euroman fortalte om lektiehjælp til sin ven.
Og nu beklager hun.
Det skriver chefredaktøren selv i et svar til et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag. Flere medier har de seneste dage berettet om hendes svar.
- Både som privatperson, samfundsborger og chefredaktør er der her tale om utrolig dårlig dømmekraft fra min side, skriver hun i svaret.
Til Euroman forklarede hun, at hun for nylig hjalp en ven med en "omfattende afsluttende akademisk opgave på mere end 50 sider", som fik en høj karakter.
Vicedirektør for uddannelse ved Syddansk Universitet, Stinne Hørup Hansen, var blandt andet en af dem, der efterfølgende direkte kaldte det "eksamenssnyd" i et interview med B.T.
På sociale medier bredte forargelsen sig også. Her svarede Marchen Neel Gjertsen dog tilbage, hvor det lød på det sociale medie X fra chefredaktøren, at man gerne må "hjælpe sine venner".
Den besked er nu anderledes, hvor hun i egen avis siger, at hun hverken vil "forklare, forklejne eller forsvare denne sag. Jeg vil kun beklage".
Marchen Neel Gjertsen oplyser til Ritzau, hun ikke har yderligere kommentarer.
/ritzau/