Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Boise, 02/08/2026 - 03:48

Flere meldes dræbt i skyderi på burgerrestaurant i Idaho

Formodet gerningsmand er blandt dræbte efter skyderi på burgerrestauranten In-N-Out Burger i Idaho i USA.

Frederic J. Brown/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Flere personer har mistet livet i et skyderi på en burgerrestaurant, der er en del af fastfoodkæden In-N-Out Burger, i den amerikanske delstat Idaho.

Det oplyser det lokale politi i amtet Twin Falls natten til søndag dansk tid på et pressemøde ifølge det amerikanske nyhedsbureau Associated Press (AP).

Den formodede gerningsperson er blandt de dræbte, siger Matthew Hicks, der er politichef i Twin Falls.

- Vi mener, at truslen mod lokalsamfundet er ovre, siger Hicks.

Han tilføjer, at myndighederne endnu ikke er klar over, hvor mange dræbte og sårede der er.

- Det var et meget kaotisk gerningssted, siger han.

Forud for pressemødet var der meldinger om, at fem personer var kommet til skade.

Josh Palmer, der er talsperson for amtet, siger til NBC News, at tre personer har mistet livet, og at yderligere to personer er blevet såret. Det fremgår ikke, om den formodede gerningsmand er talt med i opgørelsen.

Lokale medier har offentliggjort videooptagelser, der viser, hvad der ser ud til at være en yngre mand med et gevær foran burgerrestauranten.

Andre videoer viser, hvordan en række mennesker løber ud af restauranten.

34-årige Lane Koehn, der overværede hændelsen fra sin bil, fortæller til AP, at han så en person med et gevær komme ud fra restaurantens drive-in-område.

Herefter begyndte en mand bevæbnet med en pistol ifølge øjenvidnet at skyde mod den formodede gerningsperson.

Kort efter så Koehn en medarbejder fra restauranten trække en såret kvindelig medarbejder hen over parkeringspladsen. Kvinden blødte ifølge øjenvidnet fra et skudsår i brystet.

Medarbejderen, Koehn og manden med pistolen blev hos kvinden, indtil personer fra beredskabet ankom, fortæller øjenvidnet.

- Hun var meget hårdt såret, men jeg ved ikke... Jeg håber, at hun klarede den, siger Koehn til AP.

Byen Twin Falls ligger i den sydlige del af Idaho og har omkring 56.000 indbyggere.

RITZAU

TjekDet - faktatjek