Næstved, 12/08/2026 - 10:19
37-årig mand dømt for trafikulykke som kostede hustru livet
En mand fra Lolland straffes med flere års fængsel for en ulykke på Sydmotorvejen. Hans hustru døde i ulykken.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
I Retten i Næstved blev en 37-årig mand fra Lolland tirsdag idømt fængsel i tre år og ni måneder.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i politiets døgnrapport.
Den 37-årige dømmes for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Dommen kommer, mere end to år efter at manden i februar 2024 påkørte en skraldebil på Sydmotorvejen ved Faxe, mens han var påvirket af THC.
Bilen, som den 37-årige mand kørte i, blev efterfølgende ramt af en anden personbil.
Hans 38-årige hustru var passager i bilen og afgik ved døden i trafikulykken.
Eftersom manden under kørslen var påvirket af THC, betegnes det som vanvidskørsel, og han er derfor blevet frakendt førerretten i syv år.
RITZAU




