Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Helsinge, 23/04/2026 - 16:15

Fem meldes i kritisk tilstand efter togulykke i Nordsjælland

Ud af 37 ombordværende er 18 kommet til skade i togulykke i Nordsjælland. Fem meldes i kritisk tilstand.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

To tog kolliderede frontalt torsdag morgen på lokalbanen Gribskovbanen i Nordsjælland. Ulykken skete kort før klokken 06.30 på strækningen nord for Isterødvejen ved Hillerød.

I alt 37 personer befandt sig i de to tog. 18 personer er ifølge Nordsjællands Politi kommet til skade. De er blevet bragt til behandling på hospitaler i Region Hovedstaden.

Fem personer er i kritisk tilstand, oplyste cheflæge Anders Damm-Hejmdal fra Region Hovedstadens akutberedskab torsdag formiddag.

De fleste tilskadekomne er indlagt på Rigshospitalet. Ifølge Lokaltog, der driver Gribskovbanen, er de to lokomotivførere blandt de tilskadekomne. Det siger sikkerhedschef i Lokaltog Claus René Pedersson til TV 2.

- De er ikke umiddelbart i livsfare. Det har vi ikke fået nogen som helst besked om, siger sikkerhedschefen torsdag eftermiddag til TV 2.

Ulykken fandt sted på den strækning, der forbinder Hillerød med henholdsvis Tisvildeleje og Gilleleje, hvor begge linjer benytter samme spor.

Billeder fra stedet viser, at det ene tog var på vej mod Tisvildeleje, som ligger i Gribskov Kommune.

De første anmeldelser om ulykken indløb kort før klokken 06.30, og der blev straks iværksat en omfattende redningsindsats.

Region Hovedstadens akutberedskab havde blandt andet syv ambulancer, to akutbiler, to akutlægebiler, tre sygetransporter og en indsatsleder til stede. Også en redningshelikopter fra Forsvaret var til stede.

Nordsjællands Politi oplyste efterfølgende, at vejstrækningen mellem Isterødvejen og Kagerup er spærret som følge af ulykken. Spærringen forventes at vare i længere tid.

Årsagen til sammenstødet er endnu ikke klarlagt. Der skal først foretages en række undersøgelser af blandt andet Havarikommissionen. Det oplyste politiinspektør Morten Pedersen fra Nordsjællands Politi på torsdagens pressebriefing.

Gribskovs borgmester, Trine Egetved (K), har kommenteret ulykken i et opslag på Facebook.

- Jeg er dybt rystet og chokeret og tænker på alle de involverede. Lokalbanen anvendes af mange Gribskov-borgere, medarbejdere og skoleelever, lyder det blandt andet fra borgmesteren.

- Beredskabet arbejder på højtryk, og vi forsøger fra centralt hold at få overblik over, hvad der mere præcist er sket og sikre, at alle får den hjælp, de har brug for, skrev Trine Egetved.

Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) er også meget berørt over torsdagens togulykke.

- Jeg er meget berørt over den forfærdelige togulykke på Gribskovbanen her til morgen. Flere er i kritisk tilstand. Mine tanker går til de tilskadekomne, de pårørende og alle, der er berørt af ulykken, siger hun i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek