København, 12/06/2025 - 08:39
Boligsøgende har fået en anelse mere at vælge imellem
I maj var 45.974 boliger til salg på landsplan, hvilket var 1,4 procent flere end måneden forinden.
Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Hvis man er på jagt efter sit næste hjem, er der kommet lidt flere boliger at vælge imellem.
Det viser tal fra bankernes interesseorganisation, Finans Danmark.
På landsplan var i alt 45.974 boliger til salg i maj, hvilket var 1,4 procent flere end i april.
Stigningen var ventet, siger Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank.
- Det er normalt, at der kommer flere valgmuligheder på boligmarkedet på denne tid af året for boligjagtende danskere, lyder det.
Det er ifølge privatøkonomen tredje måned i træk, at udbuddet vokser.
I den periode er udbuddet af huse vokset med 8,8 procent, mens 6,9 procent flere lejligheder har et til salg-skilt i vinduet.
Trods stigende udbud må boligkøberne grave dybere i lommerne for at få råd til en af boligerne, lyder det fra Brian Friis Helmer.
- For huse ligger (udbudspriserne, red.) mere end fem procent højere end for et år siden, mens lejligheder er udbudt otte procent højere, skriver han i en kommentar.
- Det ser vi som et udtryk for, at der er godt gang i boligmarkedet, hvor handlerne ligger ganske højt.
Den månedlige stigning i udbuddet gælder for både huse, lejligheder og sommerhuse.
Isoleret set er der dog forskel på, hvordan boligmarkedet har udviklet sig i de forskellige egne af landet.
I København, på Bornholm og på Østsjælland er der eksempelvis kommet færre huse til salg, mens det omvendte gør sig gældende i hele Jylland.
Nogenlunde samme billede viser sig på ejerlejlighedsmarkedet.
Hos Arbejdernes Landsbank regner man med, at den pæne handelsaktivitet kommer til at fortsætte den kommende tid.
Og så skal priserne yderligere op, lyder vurderingen.
/ritzau/